Brand i papirfabrik fortsætter - men produktionen stopper ikke

Skjern Paper brød torsdag aften i brand. Brandvæsnet kan ikke slukke branden, men så længe vinden blæser den rigtige vej, kan papirproduktionen fortsætte.

Brandvæsnet har været nødt til at opgive at slukke branden selv. I stedet lader de den brænde kontrolleret ud.

Det blev ikke til den afslappende og hyggelige påskemiddag, som Nikolaj Bjerre Thybo og hans kone havde planlagt skærtorsdag.

Nikolaj Bjerre Thybo er nemlig administrerende direktør ved Skjern Paper, og netop som han havde sat sig ved middagsbordet fik han et telefonopkald med den forfærdelige besked: Papirfabrikken er i brand.

Læs også Stadig røg ved papirfabrik - og branden fortsætter længe endnu

- Der var en voldsom brand, og det, der svarer til cirka halvdelen af vores råvarelager, var i brand. Det var ikke så god en oplevelse, hvis jeg skal sige det mildt, siger direktøren til TV MIDTVEST.

Brandvæsnet måtte opgive at slukke flammerne helt for i stedet at lade det brænde ud, og selvom det går hårdt ud over lageret, gik det ikke helt galt.

Der er ikke nogen, der skal arbejde herude, hvis der er nogen som helst risiko for, at de kan komme til skade.

Nikolaj Bjerre Thybo, administrerende direktør, Skjern Paper

- Det vigtigste var, at jeg med det samme fik at vide, at der ikke var nogen, der var kommet til skade, og det i sig selv er jo det bedste i sådan en situation her, siger Nikolaj Bjerre Thybo.

I dag, dagen efter brandens start, er der stadig ild i papirlageret, men i det mindste har Skjern Paper kunnet danne et overblik.

- De råvarer, vi har tilbage, er dem, vi skal bruge mest her i den kommende tid, så allerede der kunne jeg fastslå, at produktionsmæssigt havde vi de råvarer, der skal til for at holde produktionen kørende, siger direktøren.

Skjern Paper anslår, at det er omkring 1500 tons materiale, der enten er brændt eller er ved at brænde. Det svarer til knap en halv million kroner for virksomheden.

Den administrerende direktør, Nikolaj Bjerre Thybo, glæder sig over, at ingen kom til skade i branden. Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Udover skader på produktionsmaterialer er der også andre skader på fabrikken, og til sammen anslår de at have tabt mellem en halv og en hel million kroner som følge af branden.

- Vi har valgt at foretage en kontrolleret nedbrænding af papirlageret. Det er enormt kompakt materiale, så det kan godt komme til at vare et par dage, siger Michael Nielsen, der er indsatsleder hos Brand og Redning MidtVest.

Læs også Stor brand ved papirfabrik i Skjern

Produktionen kan stadig fortsætte, selvom branden er svær at få bugt med, men kun så længe vindretningen blæser røgen væk fra fabrikken.

- En ting er helt sikkert, og det er, at vores medarbejderes sikkerhed er det vigtigste, og det går vi ikke på kompromis med. Der er ikke nogen, der skal arbejde herude, hvis der er nogen som helst risiko for, at de kan komme til skade, siger Nikolaj Bjerre Thybo.