Borris er varmest i landsdelen: - Det er næsten ikke til at holde ud

I dag er den tiende sommerdag i træk, og i Borris kan de prale af at have landsdelens højeste temperatur med 32 grader.

Kasper Normand Mortensen nyder dagene med sin datter ved bassinet i haven.
Kasper Normand Mortensen nyder dagene med sin datter ved bassinet i haven.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST

Det er varmt udenfor. Rigtig varmt. I Borris har de det dog lidt varmere end andre steder. Her har de fået målt den næsthøjeste temperatur i Danmark på 32 grader. Kun København overgår den lille by ved Skjern.

Det passer også borgerne i Borris godt. Kasper Normand Mortensen nyder dagene med høj sol hjemme i haven.

- Det er helt perfekt. Vi kan godt lide varmen. Vi har et børnebassin i haven, så vi kan blive kølet ned, og så er det altid behageligt at få en is samtidig, siger han.

Et andet sted i Borris sidder et ægtepar og nyder solen på deres terrasse. Her er de godt tilfreds med, at deres by ikke tog prisen, som Danmarks varmeste by.

- Det er rigtig varmt. Det er næsten ikke til at holde ud. Det behøver ikke være 30 grader hver dag, men det er så typisk dansk at brokke sig. Vi skal ikke klage over vejret, fortæller Hanne Hosager.

Købmanden kan ikke følge med is-salget

Hos den lokale brugsuddeler er der ingen klager over vejret. Han går indenfor i aircondition, og ser på gode omsætningstal, hvor specielt is-salget er gået i vejret.

- Vi sælger dobbelt så mange is, som vi plejer at gøre. Også dobbelt så mange som sidste år. Vi har ikke så mange tilbage af de mest populære. Salget går for hurtigt til, at vi kan nå at få varerne hjem for tiden, så det går rigtig godt, siger Allan Nielsen fra Dagli' Brugsen i Borris.

I Danmark er der målt 25 sommerdage i år. Det vil sige, at temperaturen måler 25 grader eller mere et sted i landet.

I dag fredag runder vi den tiende sommerdag i træk, og ifølge vejrudsigten kan vi forvente flere sommerdage de næste par dage.

Brugsuddeler Allan Nielsen får hurtigt langet massere af is over disken i sommervarmen.
Brugsuddeler Allan Nielsen får hurtigt langet massere af is over disken i sommervarmen.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST
1:55