Borgere går mod strømmen og glæder sig til kæmpevindmøller

En flok lokale er trætte af den massive modstand, der har været mod vindmølleprojektet i Lem Kær.

2:02
Beboerne i området kan efter planen se frem till flere, og højere vindmøller. Her er det en visualisering af 200 meter høje testvindmøller.
Foto: Visualisering: Ringkøbing-Skjern Kommune

Med vindmølleplaner følger ofte borgerprotester, men i et område øst for Ringkøbing er det ikke alle, der er imod udsigten til kæmpevindmøller.

I de små byer Velling, Højmark og Lem ser nogle af de lokale endda frem til de omfattende planer om et stort testcenter for vindmøller i Lem Kær.

- Jeg synes, det er spændende, og de store møller er smukke og majestætiske. Danmark er inde i en grøn omstilling, og herude hvor vinden blæser i vindmølleland, der skal udviklingen fortsat foregå, siger Ole Nielsen.


Han er uforstående over for den massive protest, der har været mod vindmølleprojektet.

- Man ser spøgelser, hvor der ingen spøgelser er.

Fremtidens energiløsninger skal findes i kæmpeanlæg

Vindmølleparken Lem Kær skal omdannes til et testcenter, hvor man kan afprøve fremtidens energiløsninger. Mere konkret betyder det, at der - ligesom nu - skal stå 11 vindmøller i området, men at de i fremtiden vil blive væsentligt højere med totalhøjder fra 150 til 270 meter.

Sådan kommer udsigten ved Ringkøbing K til at være, hvis der bliver opført vindmøller på 200-270 meters højde.
Sådan kommer udsigten ved Ringkøbing K til at være, hvis der bliver opført vindmøller på 200-270 meters højde.
Foto: Visualisering: Ringkøbing-Skjern Kommune

Ud over møllerne er det meningen, at Lem Kær skal have et solcelleområde og et område til test af Power-to-X-tiltag, som handler om at omdanne sol- og vindenergi til klimavenligt brændstof.

Desuden skal der være et erhvervsområde, som både hænger sammen med vindmøllerne, solcellerne og Power-to-X-anlægget.

800 underskrifter mod vindmøllerne

Tidligere har flere borgere fra Velling råbt op om deres bekymringer over vindmølleparken, og flere end 800 har skrevet under på at få stoppet projektet.

Men en anden lokal beboer, Bjarne Hansen, ser ligesom Ole Nielsen ingen grund til bekymring.

- Jeg var nervøs for lyden og de blinkende lys, men jeg synes faktisk, der er flotte, siger Bjarne Hansen.

Han og Boye Nielsen er nærmeste naboer til to testvindmøller, der allerede nu er sat op få hundrede meter fra deres baghaver.

- Vi har verdens største vindmølleproducent her, og jeg synes, det er væsentligt, at vi arbejder sammen med dem, siger Boye Nielsen.

Også Ole Nielsen undrer sig over, at protestgruppen ikke ser muligheder ved at bo i et vindblæst område med optimale forhold for vedvarende energi.

- For mig at se er det fantastisk at ville lave sådan et anlæg, siger han.


Ole Nielsen har sin egen vindmølle.
Ole Nielsen har sin egen vindmølle.
Foto: Louise Fischer, TV MIDTVEST