Bil ramt af skud nær Nørre Lyngvig: Politiet leder efter vidner

En bilist blev torsdag eftermiddag ramt af et skud nær et grønt område ved Nørre Lyngvig. Lokalpolitiet i Ringkøbing hører gerne fra jægere eller andre, der ved noget.

Her ses det 9 mm store skudhul.
Her ses det 9 mm store skudhul.
Foto: Lokalpolitiet i Ringkøbing

Da en bilist torsdag eftermiddag omkring klokken 17.30 kom kørende ad Holmsland Klitvej mellem nummer 177 og 183 i sydlig retning nær Nørre Lyngvig, lød der pludselig et ordentlig smæld. Da den 47-årige mandlige bilist senere tjekkede sin bil, opdagede han et 9 mm stort skudhul lige ved siden af bilens benzindæksel.

Bilisten kontaktede herefter Lokalpolitiet i Ringkøbing, som kunne konstatere, at der var tale om et projektilhul efter skud.

- Vi får nogle gange anmeldelser, hvor det viser sig at være stenslag, folk er blevet ramt af, men i det her tilfælde er vi ikke i tvivl. Der er tale om et projektil fra et skydevåben, fortæller Martin Bjerg, der er politiassistent hos Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Bilen skal nu undersøges, da projektilet formentlig stadig sidder inde i hullet. På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvilket slags skydevåben, der er tale om, men hos Lokalpolitiet i Ringkøbing formoder de, at det kan være fra en jagtriffel.

- Vi går ikke ud fra, at der er nogen, der bevidst har skudt efter bilen, så formentlig er der tale om en form for vådeskud fra noget jagtaktivitet. Derfor vil vi også meget gerne høre fra folk, der har været på jagt i området, eller ved noget om hændelsen, fortæller Martin Bjerg.