Babyboom i Borris: I år fødes der 27 børn i samme by

De mange nyfødte børn får indbyggertallet til at stige med tre procent i byen.

2:29
Lene Højris Jensen, længst til venstre, Mette Bech Bjerg Pedersen, nummer to fra venstre, og Line Buchholtz Damgaard, nummer to fra højre, har alle enten født eller føder en baby i år.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Den lille by Borris er blevet et samlingssted for storke. Det virker i hvert fald til, at de langbenede næbdyr flittigt har besøgt den lille by ved Skjern i løbet af 2021.

Kvinderne i byen føder nemlig børn som aldrig før. Når året er omme, vil indbyggertallet være vokset med 27 fra de i forvejen 850 indbyggere.

- Det er skidehyggeligt. Det er superdejligt, at der er noget at dele, fortæller Lene Højris Jensen, der er mor til én, men har en ny på vej.

- Det er jo helt vildt, og det er jo helt vildt fedt, siger Mette Bech Bjerg Pedersen, der har tre børn.

Det er særligt på én vej, at babyboomet er gået amok. På vejen Grøndal kan de snart lave tre mødregrupper alene, da der når året er omme vil være 11 børn under fem år på vejen.

Selvom det giver trængsel om morgenbordet blandt de barslende mødre, så er de glade for de mange legekammerater, det skaber.

- Børnene kan løbe og lege på kryds og tværs. De kender hinanden, og de mødes af og til sammen og hygger, siger Lene Højris Jensen.

- Jeg tror da, det bliver rigtigt dejligt og hyggeligt, at vi kan gå på barsel sammen, og når børnene bliver lidt større, kan de få en del ud af hinanden, fortæller Line Buchholtz Damgaard, der venter sit første barn.

Storkene har leveret børn på mange adresser i år.
Storkene har leveret børn på mange adresser i år.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

- Vi keder os ikke

I mindre byer er faldende børnetal og skolelukninger en stor bekymring. Men med babyboomet kan årgang '21 sagtens fylde en skoleklasse på denne lille skole i Borris.

Det har dog ikke været i forældrenes tanker at ”redde” skolen på denne ellers effektive måde.

- Det er heller ikke, fordi vi har kedet os. Det var fordi, det passede ind nu, siger Mette Bech Bjerg Pedersen.

Der er heller ikke noget særligt i vandet her?

- Det skulle man næsten tro, men nej, siger Lene Højris Jensen med et grin.

Uanset grunden til de mange nyfødte børn, så glæder mødrene sig på hinandens vegne i den lille by.

- Det er jo sådan et lille samfund, så alle kender alle, når det kommer til stykket, men det er jo bare hyggeligt, fortæller Mette Bech Bjerg Pedersen.

Babyboomet betyder at befolkningstallet stiger med tre procent i Borris i år.