Alle kan lære at lave mad: Familie fra Skjern har sit eget tv-køkken

Dorthe Berg Nielsen har sin egen YouTube-kanal, hvor hun laver mad med sine fire børn.

2:19
Dorthe Berg Nielsen omgivet af børnene Oliver, Alexander, Lucca og Smilla.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Alle kan lære at lave mad, hvis bare det bliver forklaret stille og roligt på en let forståelig måde.

Nogenlunde sådan lyder filosofien fra Dorthe Berg Nielsen fra Skjern.

Hun er mor til fire og lærer i madkundskab på en specialskole. Og så har hun sin egen kanal på YouTube, Mad I Trin, hvor hun sammen med familien laver mad i sit eget lille tv-køkken og fortæller om det undervejs.

Og videoerne er blevet vel modtaget. YouTube-kanalen har 4800 abonnenter

- Det er dejligt at mærke, at vores mål om at bringe selvstændighed ud i køkkenet og vores budskab om, at alle kan lave mad, er blevet godt modtaget, siger Dorthe Berg Nielsen.

Videoerne var oprindeligt tiltænkt hendes elever, men med YouTube-kanalen kommer budskabet meget længere ud.

- Det er jo helt vildt, at det her projekt lige pludselig er blevet så stort. Vi bliver genkendt på gaden, og når jeg henter min yngste pige Lucca i børnehaven, så kan der komme et barn og sige: ”Jeg lavede mad med dig i går”, fortæller tv-kokken fra Skjern.

10-årige Ida Vesterbæk Hansen fra Skjern laver mad efter opskrifterne i Mad i Trin - og er vild med det.
10-årige Ida Vesterbæk Hansen fra Skjern laver mad efter opskrifterne i Mad i Trin - og er vild med det.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

10-årige Ida Vesterbæk Hansen fra Skjern er en af de mange, der er begejstrede for Dorthe Berg Nielsens videoer.

- Jeg synes, at de gode. Det er meget let at lave mad til dem, fordi de i modsætning til opskrifter på papir viser, hvordan man gør, siger hun.

Og det er ikke kun børn, der har glæde af Mad I Trin. Dorthe Berg Nielsen har for eksempel hørt om en ældre mand, der har mistet sin kone og nu bruger videoerne til at lære at lave mad.

Familien fra Skjern har indtil videre lavet 68 videoer. De håber, at videoerne kommer endnu længere ud, men én ting bliver der ikke lavet om på.

- Vi er ikke interesserede i, at Mad i Trin skal blive en pengemaskine. For os skal det være drevet af lyst. Hvis vi fik sponsorater og reklamer ind, så det blev en forretning, hvor vi skulle binde os op på, at der kommer videoer oftere. Vi vil gøre det, når det er sjovt for os, siger Dorthe Berg Nielsen.