Alderen har indhentet Jørgen: Et livsværk skal pakkes ned

78-årige Jørgen Pries Nielsen skal flytte i ældrebolig. Men efter 55 års samling af antikviteter står han med et helt livsværk, der skal pakkes ned.

1:55
Jørgen Pries Nielsen vil flytte i andelsbolig, så nu sælger han alle sine antikviteter til halv pris.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

- Det er en næsten uoverskuelig opgave. Men der er kun én måde at gribe det an på – at tage en ting ad gangen, siger Jørgen Pries Nielsen.

Så det gør han. Han har givet sig selv et år til at komme af med skabe, standerure, og stole. En tidsplan han formentlig ikke holder.

For Jørgen Pries Nielsen har gennem 55 år fyldt 2000 kvadratmeter med antikviteter, som han har samlet og solgt ud af. Men nu siger dåbsattesten 78 år, og det betyder, at han skal flytte i en ældrebolig på bare 102 kvadratmeter.

Derfor står antikvitetssælgeren fra Spjald overfor noget af en oprydning. Noget skal slås i stykker, noget skal selvfølgelig gemmes, og en del skal sælges. Så nu er der 50 procent rabat på hallen fyldt med antikviteter.

- Jeg har glædet mig over at gå ud og se på tingene, og at det kommer til sin ret igen og ikke bare går i glemmebogen, siger han.

Fulgt sin drøm

Jørgen Pries Nielsen gik ud af universitetet, for at lave det, han havde lyst til – at dyrke interessen for antikviteter.

- Jeg egner mig ikke til at sidde bag et skrivebord, fandt jeg ud af. Og det har jeg haft det godt med, siger han.

Derfor er det også et helt livsværk, der nu skal pakkes sammen. Men alt har sin tid.

- Mange af de kontakter jeg har haft gennem årene, som jeg har været rigtig gode venner med, de er væk nu. Det er jo også med til at sige, at min tid nok også er ved at være forbi, siger han.

Jørgen Pries Nielsen flytter ind i sin andelsbolig til september, med det han nu får plads til. Men bare fordi der skæres væsentligt ned på kvadratmeterne, betyder det jo ikke, at man behøver lægge sin livsstil helt om.

- Altså helt ryddet op får jeg nok aldrig. Der vil stadig komme nogle ting, som jeg ikke kan lade være med at købe, siger Jørgen Pries Nielsen.