En 76-årig mand blev fredag fundet druknet i vandkanten, efter at han var sejlet ud på Ringkøbing Fjord for at skyde ænder.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
- Manden var sejlet ud fra Olsens Pold - den lille havn ved Haurvig - i en pram for at skyde ænder. Men da han ikke kom hjem klokken 09.30, alarmerede familien politiet, fortæller Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing til avisen.
Ifølge Forsvarets Døgnrapport blev Hvide Sande Redningsstation indsat klokken 12.19, hvor en redningsbåd blev sat i vandet for at finde den 76-årige jæger.
Familien til den 76-årige havde dog allerede taget affære, efter at manden ikke var kommet hjem på det forventede tidspunkt.
Den 76-årige blev fundet drivende livløs i vandet af sin søn, der forinden havde opdaget hans tomme pram på fjorden.
Redningsbåden sejlede jægeren i land, hvor manden blev forsøgt genoplivet.
- Man forsøgte at genoplive manden, men det lykkedes ikke, siger Bjarne Højgaard til avisen.
Det er endnu uvist, hvorfor manden faldt over bord.
/ritzau/