Ældre kvinde i kritisk tilstand efter ulykke på genbrugsstation

Kvinden blev fløjet til Skejby Sygehus med lægehelikopter.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Flemming Christensen

Tirsdag eftermiddag klokken 14.20 skete der en ulykke på genbrugsstationen på Håndværkervej i Videbæk.

Det fortæller politikommissær Bjørn Bo fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Da to medarbejdere på genbrugsstationen skulle hjælpe en 81-årig kvinde, væltede et bur med indleverede fjernsyn ned over dem.

De to medarbejdere fik sporadiske skrammer, men værre gik det for den ældre kvinde, som kommer fra Videbæk.

Da et fjernsyn ramte hende, kom hun så galt afsted, at hun måtte hentes med lægehelikopter og blev fløjet direkte til Skejby Sygehus. Her blev hendes tilstand karakteriseret som kritisk.

Lokalpolitiet i Ringkøbing har ikke nyt om kvindens status, efter hun ankom til Skejby Sygehus.

Fordi de to medarbejdere på genbrugsstationen også kom til skade, blev arbejdstilsynet tilkaldt, fordi det anses som en arbejdsulykke.

De er nu ved at udarbejde en rapport.