Advarsel om stærke billeder: Her bliver fugleunger angrebet og spist

Leif Sundby Pedersen fangede et blodigt drama på sit vildtkamera hjemme i carporten i Videbæk. Episoden er dog helt normal, lyder det fra en fugleekspert.

3:52
Du kan se den dramatiske video her. Vi advarer om stærke billeder.
Foto: Leif Sundby Pedersen

Det ser brutalt ud, men det er naturens gang.

Sådan lyder det fra Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening, da han hører om den seervideo, TV MIDTVEST har fået ind, hvor en husskade angriber og spiser solsorteunger.

- Det er egentlig simpelt, selvom det ikke ser rart ud: Skaden skal have noget at spise.

- Skader tager fugleunger, hvis de kan slippe afsted med det. Det er meget almindeligt. Det er bare sådan det er - i al sin grusomhed. Vi ser også det samme med katte. Der er nogle, der bliver spist, og der er nogle, der æder, siger Egon Østergaard.

Videoen kan du se øverst i artiklen.

Rystet: Der var blod på bilen

Manden bag videoen er Leif Sundby Pedersen fra Videbæk. Han er fugleentusiast og har derfor sat et vildtkamera op i sin carport, hvor solsortereden var blevet anlagt.

Han blev chokeret, da han opdagede, hvad der var sket gennem sine optagelser.

- Jeg var og er rystet. Jeg vidste godt, at husskaden kunne tage æg og unger, men jeg havde aldrig drømt om, at det kunne blive så vildt. Der er sprøjtet blod ned på bilen.

- Jeg havde ellers købt melorme, så de små solsorteunger kunne få en lækker start på livet, men de blev så kun otte dage gamle, lyder det fra Leif Sundby Pedersen.

Solsortepar får ny chance

Selvom årets først kuld unger er gået tabt, får solsorteparret en ny mulighed for at formere sig, forklarer Egon Østergaard.

- Solsorte får to-tre kuld henover et forår og en sommer. Nu skal de forsøge at finde et bedre sted at bygge reden, så den er mere beskyttet fra rovdyr.

- Der er det en fordel, at der er ved at komme blade på hække og træer – det gør det sværere for rovdyrene at finde rederne, fortæller Egon Østergaard.

STREAMING: TV MIDTVEST streamer live fra storkereden i Bækmarksbro henover sommeren, og du kan følge med lige her.