80-årige Ellen forelskede sig i keramik under krigen - har drejet skåle lige siden

I 65 år har det at sidde ved drejeskiven været Ellen Willers arbejde og frirum. Pottemageren fra Ringkøbing har rundet de 80 år, men det får hende ikke til at sætte farten på hverken livet eller drejeskiven ned.

For hun går til den, når hun drejer. Sådan beskriver hun det selv.

- Jeg har ikke lavet andet end potter hele mit liv, og jeg kan stadig blive begejstret over en kop. Det er ikke så ringe, siger Ellen Willer om sin hverdag, der primært foregår ved drejeskiven eller sammen med hendes haitianske mand, Paul.

At Ellen Willer i så mange år har haft kærlighed til pottemageriet skyldes en hændelse, da hun var ganske ung.

Modstandsbevægelsen

Hendes forældre var i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, og det betød, at familien måtte gå under jorden flere gange.

Det skete primært hos Ellen Willers moster og onkel i Lillerød, og her tog mosteren Ellen med på det lokale pottemageri. Her var det kærlighed ved første blik.

- Lugten af leret, varmen fra ovnen og det, at de sad på drejeskiverne og drejede den ene potte efter den anden – jeg var fuldstændig solgt, og jeg holdt fast i det i hele min barndom og ungdom, husker pottemageren tilbage.

Derfor kom hun som 15-årig i lære på Lillerød Lervarefabrik, hvor hun blev uddannet.

Lervarefabrikken er siden blevet skiftet ud med eget pottemageri og butik. Her spiller en tur til Haiti en stor rolle.

Fandt kærligheden på Haiti

Da Ellen Willer var 38, tog hun en tur til Haiti for at opleve landets farvekunst. Den forelskede hun sig i, og det gjorde hun også i galleriejeren Paul.

De to holdt kontakten, selv efter Ellen Willer tog tilbage til Danmark. I fem år ringede de ofte sammen, ligesom Ellen tog turen fra Danmark til Haiti. Hver gang blev hun bekræftet i kærligheden til Paul, på trods af en aldersforskel på 15 år. Paul var ved deres første møde 23.

- Jeg mødte en kopi af mig selv. Jeg var 23, hun var 38, så det passede med, at vi var præcis samme alder, siger han, mens Ellen fuldender sætningen:

- Og det er vi stadigvæk.

Efter de fem år flyttede Paul til Danmark, hvorefter de to blev gift.

Foruden kærligheden til hinanden har de også sammen kærligheden til keramikken. Ellen drejer leret, mens Paul er brandmester og styrer ovnen, så de to i forenelighed sammen laver de produkter, som Paul sælger i sin butik i Holstebro.

Pension – nej tak

Når Ellen drejer ler, oplever hun flow. Hun kan snildt dreje 50 skåle uden at tænke over, hvor tiden er blevet af.

Og selvom hun er blevet 80 år, har hun ingen planer om, at hverken hun selv eller drejeskiven skal på pension.

- At slappe af, er det ikke at sætte sig ved drejeskiven og nyde en hel dag? Det er det for mig. Jeg har ikke noget, der knurrer nogen steder. Så hvorfor i alverden skulle jeg sætte mig i en sofa? Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har alt for meget energi. Jeg ville drive mine omgivelser til vanvid, hvis jeg ikke havde mit værksted, fortæller Ellen Willers.

Med de mange år på bagen som pottemager – og den fortsatte voksende samling – tror Ellen Willers ikke, at der er nogen i hele landet, der har drejet flere potter end hun selv har.

For hende er processen noget af det mest livgivende, der findes.