74-årig fortolker corona i jern: - Når folk ser skulpturen om 100 år, siger de ’ham smeden Jens fik alligevel ret’

Jens Nielsen er smed og laver jernskulpturer. Nu har han kastet sig ud i et nyt og lidt anderledes projekt. Han vil nemlig fortolke coronavirus i jern.

Den 74-årige smed fra Videbæk har i sin blå kedeldragt kastet sig over noget af en opgave: Han vil fortolke menneskets sejr over coronavirus i en jernskulptur. Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

De fleste, der beskæftiger sig med coronavirus, arbejder i hvide kitler.

Men ikke Jens Nielsen.

Den 74-årige smed fra Videbæk har i sin blå kedeldragt kastet sig over noget af en opgave: Han vil fortolke menneskets sejr over coronavirus i en jernskulptur.

Når folk ser skulpturen om 100 år, så siger de ’ham smeden Jens, han fik alligevel ret. Det skulle nok gå'.

Jens Nielsen, jernkunstner

- Alle er jo optaget af det her. Og jeg synes jo også, at jeg har en pligt, hvis jeg kan gøre et eller andet i den situation, vi er i, fortæller jernsmeden.

Skulpturen forestiller en person med armene over hovedet og en fod på coronavirus. Og skulpturer med armene over hoved er et kendetegn for Jens Nielsens kunst – han er nemlig lidt af en optimist.

- Det skal nok gå

Coronakrisen har ikke just gjort vores tilværelse sjovere, hvis man spørger den 74-årige jernkunstner. Derfor var det vigtigt for ham at bidrage til diskussionen ved at sige ’det skal nok gå’.

- Mit motto er: Vi skal nok klare den!

Læs også Berømt kunstner smækker med kirkedøren: - Jeg er sgu' gal i skralden

Og derfor har han også forsøgt at vise coronavirus på en optimistisk måde.

- Jeg synes selv, at i stedet for noget ulækkert, så blev det faktisk lidt af en yndig blomst, siger Jens Nielsen om det kugleformede virus under skulpturens fod.

Han håber, at den vil leve i mange år til både skræk, advarsel og beundring, så den kan minde fremtidige generationer om den verdensomspændende coronakrise.

- Når folk ser skulpturen om 100 år, så siger de ’ham smeden Jens, han fik alligevel ret. Det skulle nok gå, og de klarede det dengang’, fortæller Jens Nielsen.

En udfordring fra en ven

Det var faktisk ikke Jens Nielsen selv, der selv kom på idéen til en skulptur. Han fik en udfordring fra sin ven, og så var der ikke langt fra tanke til handling.

- Jeg ved, at Jens godt kan lide at få udfordringer, siger Jørn Verner Stendorf.

Derfor spurgte han jernsmeden, om ikke han kunne fortolke coronaen i en jernskulptur.

Læs også Søren og Michael løfter ualmindelig opgave - 11 skulpturer får nyt hjem

- Du kan ikke åbne et eneste medie i dag, uden at der står noget om corona, så hvis vi kan give et håb, så synes jeg, at vi er kommet langt, lyder det fra Jørn Verner Stendorf.

Skulpturen er lavet af noget specielt stål, som ikke kan bøjes. Men hvis det alligevel skulle ske, at den går i stykker, så er jernsmeden klar med ambolt og hammer.

- Ja, der er 100 års garanti. Så hvis der sker noget med den i den tid, så kommer I bare med den igen.

Skulpturen bliver snart udstillet sammen med andre af Jens Nielsens værker på Skarrildhus.