72-årig iværksætter er modematador i Søndervig: - Det er den bedste af de 18 forretninger, jeg har startet

Elsebeth Lyndgaard har startet 18 forretninger med mode. Hun lever og ånder for parisermodeller og glade kunder.

9:01
72-årige Elsebeth Lyndgaard er kvinden bag butikken Daniella i Søndervig. Her lever og ånder hun for fransk mode og glade kunder.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Tøjbutikken Daniella i Søndervig har noget for enhver smag.

- 11 størrelser til hverdag og fest, så der er noget for alle piger, siger indehaveren af butikken, Elsebeth Lyndgaard.

- Det er mode, du ikke kan får andre steder. Det meste henter jeg selv i Hamburg og Paris.

Butikken Daniella er den 18. forretning, som Elsebeth Lyndgaard har startet, og den er den bedste indtil videre. Starten i Søndervig var dog ikke nem.

Men da det først blev sommer, og turisterne kom, tog det fart. Nu kan den erfarne iværksætter snart fejre 20-års jubilæum med Daniella.

- Kunderne kommer fra hele landet - og især københavnerne elsker service, fortæller Elsebeth Lyndgaard.

Alle, der kommer i butikken, bliver tilbudt kaffe, vin eller cider, og kommer man langvejs fra, så har butiksejeren også et gæstehus, man kan booke til overnatning.

Elsebeth Lyndgaard har i dag fem ansatte i sin butik i Søndervig.
Elsebeth Lyndgaard har i dag fem ansatte i sin butik i Søndervig.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Ikke nogen nem vej

Forretningen i Søndervig går godt, men vejen hertil har været lang og kringlet. Elsebeth Lyndgaard arbejdede som sekretær i Esbjerg, da hun blev alene med sin søn på fem år.

- Det var der, da jeg var 25 år, at jeg fik lyst til at blive selvstændig. Men det var ikke nemt, når jeg var alene og ingen penge havde, fortæller Elsebeth Lyndgaard.

Men hvor der er vilje, er der vej. Så Elsebeth Lyndgaard startede en secondhandbutik, hvor hun tog varer i kommission.

- Jeg arbejdede som sekretær om dagen, havde telefontid sidst på eftermiddagen, og så kørte jeg ud efter varerne om aftenen med min søn og hund på bagsædet.

Forretningen blev en succes, og snart kunne hun starte endnu en butik. Denne gang med fransk mode, som hun selv hentede i Paris.

Henter stadig selv varer

De seneste 20 år har Elsebeth Lyndgaard haft butikken i Søndervig med fem ansatte, og hun henter stadig selv varer i udlandet, når det er muligt.

- Jeg håndplukker det selv, og for ikke at risikere at stå og skulle betale med kort, som virksomhederne ikke modtager, så hæver jeg altid 100.000 kroner, som jeg tager med i en plasticpose. Jeg putter posen i endnu en pose, så jeg ligner en, der har købt en danskvand, griner hun.

Det seneste år, har det ikke været muligt at komme til udlandet, så her er varerne købt ind via nettet. Men så snart det bliver muligt, er Elsebeth Lyndgaard klar til at tage på storshopping.

- Så er jeg den, der er smuttet, og så skal jeg nok få styr på det coronapas, siger forretningsindehaveren fra Søndervig.