61-årig mand klemt ihjel på Arla i Videbæk

En 61-årig medarbejder på Arla i Videbæk mistede lørdag morgen livet i en arbejdsulykke.

Den 61-årige mand var i gang med at vaske tankbilerne, da ulykken skete.
Den 61-årige mand var i gang med at vaske tankbilerne, da ulykken skete.
Foto: Norde Ernst Van / Ritzau Scanpix

En 61-årig medarbejder hos Arlas produktionsvirksomhed i Videbæk har mistet livet i en arbejdsulykke lørdag morgen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen omkring klokken 05.

Manden var i gang med at vaske Arlas tankbiler i en vaskehal, hvor han brugte en særlig trailer til at trække vognene ind og ud af vaskehallen. På traileren var der en hydrauliske skydedør, som han kom i klemme i.

Det var nogle kollegaer til den 61-årige, der fandt ham, og de forsøgte at redde ham ved at yde hjertelungeredning, inden ambulancen ankom til stedet, men desværre uden held.

- Det er en meget tragisk arbejdsulykke. Vi har kontaktet Arbejdstilsynet, der nu skal undersøge, hvordan det kunne ske, og om alle regler er blevet overholdt, fortæller vagtchef Anders Olesen.

Den 61-åriges pårørende er blevet underrettet.