43-årig mand dømt for voldtægt af sin steddatter

Overgrebene er sket i Skjern-området over en periode på fire år. I flere tilfælde var pigen under 12 år gammel, da hendes stedfar voldtog og krænkede hende.

En 43-årige mand er onsdag idømt tre års ubetinget fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter.
En 43-årige mand er onsdag idømt tre års ubetinget fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter.

I begyndelsen af september sidste år betroede en dengang 14-årig pige fra Skjern-området sig til sin plejemor og fortalte om en lang række uhyggelige overgreb. Overgreb begået af hendes daværende stedfar i deres fælles hjem.

I dag blev den 43-årige stedfar så idømt tre års ubetinget fængsel ved Retten i Herning.

- Jeg er tilfreds med dommen. Manden er blevet dømt for alle de forhold, vi havde rejst mod ham i sagen, lyder det fra Jakob Kjær Ratz, der er advokatfuldmægtig hos Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Voldtægter og blufærdighedskrænkelser

Anklageskriftet mod den 43-årige mand var langt. I en er periode fra sommeren 2014 til slutningen af 2018 voldtog og blufærdighedskrænkede stedfaren pigen, der i flere af tilfældene var under 12 år gammel.

- Det er en meget alvorlig sag. Det er den her type sager selvfølgelig altid, men den bliver bestemt ikke mindre alvorlig af, at der er en familiær relation mellem offer og overgrebsmand, siger Jakob Kjær Ratz.

Den nu dømte 43-årige mand har i flere år voldtaget pigen flere gange – alle gange i familiens hjem, og han har krænket hendes blufærdighed ved at befamle hende flere steder på kroppen.

Blev anbragt udenfor hjemmet

Voldtægterne stoppede først, da den i dag 15-årige pige i sommeren 2016 blev anbragt udenfor hjemmet. Men blufærdighedskrænkelserne fortsatte, når pigen havde samvær med sin familie i et af Ringkøbing-Skjern Kommunes familiehuse.

I begyndelsen af september sidste år fortalte pigen sin daværende plejemor om, hvad hun havde været udsat for. Dagen efter fortalte hun så en psykolog fra kommunen om overgrebene – og kommunen meldte straks sagen til politiet. Stedfaren blev kort efter anholdt og varetægtsfængslet i midten af september og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

I retten blev blandt andet afspillet videoafhøringer af pigen, ligesom også hendes mor vidnede mod sin tidligere mand.

I dag faldt der så dom i sagen. Tre års fængsel. En dom, som den 43-årige mand nu overvejer, om han vil anke.

Den nu 15-årige pige er stadig anbragt udenfor hjemmet.