40 personer evakueret under brand i Hvide Sande

Laks i store bassiner på en fabrik i Hvide Sande er døde, efter at en brand brød ud på fabrikken onsdag aften.

40 mennesker blev onsdag aften evakueret under en voldsom brand på en laksefabrik i Hvide Sande.

Det fortæller vagtchef Jesper Brøndum ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden er tidligt torsdag morgen under kontrol, men efterslukningsarbejdet vil fortsætte et godt stykke op ad dagen, siger vagtchefen.

Der er omkring 70 brandfolk til stede, mens politiet nu har trukket sit mandskab tilbage. 

- Vi kan ikke gøre mere, men vores opgave har været at sikre, at beredskabet fik plads til at arbejde. Vi har afspærret området, fortæller Jesper Brøndum til TV MIDTVEST.

Opdatering:

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på Twitter, at borgerne nu må vende tilbage.

    Beboere evakueret til svømmehal 

    Branden udviklede onsdag aften farlig røg, der lå lavt over et sommerhusområde. Derfor måtte flere beboere i området evakueres.

    - Vi samlede dem i en svømmehal i nærheden, og derfra er de fragtet videre til steder, hvor de kan overnatte, sagde vagtchefen omkring klokken 02.

    Torsdag morgen siger vagtchefen, at borgerne kan vende hjem til formiddag.

    Omkring klokken 02 i nat vendte vinden, og røgen blæste mod nord i retning af fjorden og væk fra byen.

    Det gør den stadig torsdag morgen, hvor røgen desuden er reduceret kraftigt, fortæller vagtchefen.

    - Det går den rigtige vej med slukningsarbejdet, lyder det fra Jesper Brøndum.

    Hjemmeværnet vil fra morgenstunden være til stede på molen, hvor fabrikken ligger, for at holde nysgerrige væk fra efterslukningsarbejdet. Der kan også være læk af kemikalier på adressen, siger vagtchefen.

    En ambulance har holdt standby ved molen, men indtil videre har der ikke været brug for den.

    - Heldigvis er der ingen tilskadekomne, hverken med alvorlige eller mindre skader, siger Jesper Brøndum.

    Det var en ansat på fabrikken, der anmeldte branden. Først blev der set røg fra en åben dør på fabrikken, siden brød flammer igennem taget på bygningen.

    Ilttanke fjernet

    Kort tid efter anmeldelsen kom politiet i kontakt med fabrikslederen for at få adgang til ilttanke inde i bygningen.

    - Laksefabrikken er et kæmpe stort dambrug med bassiner, og laksene får ilt ligesom akvariefisk. De ilttanke er vi ikke meget for under en brand, så dem får vi fjernet. Det koster laksene livet. Men alternativet havde været kogte fisk, siger vagtchefen.

    Han ved ikke, hvor mange laks der er døde.

    Det er også uvist, hvordan branden opstod.

    - Når vi kan komme ind i bygningen - og det kan tage lang tid, for vi skal først have helt styr på branden - begynder undersøgelserne af brandårsagen, siger Jesper Brøndum.

    Vagtchefen kan ikke sige, om det er muligt at nå ind i bygningen senere torsdag, eller om det først bliver fredag.