20-årige Louise går igennem ild og vand for at redde andre

Louise Nørregaard er blevet ansat som den første brandkvinde på Ringkøbing Brandstation, og nu vil hun inspirere flere piger til at hoppe i uniformen.

3:10
20-årige Louises hverdag er ikke som de fleste af hendes jævnaldrendes. Om dagen er hun pædagogmedhjælper, men om aftenen rykker hun ud og redder liv.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Blå blink og store flammer er ikke noget, der skræmmer 20-årige Louise Trier Nørregaard fra Ringkøbing.

Hun har nemlig valgt at tage uddannelsen til brandmand ved Beredskabsstyrelsen.

- Jeg synes, det er fedt hele tiden at skulle tænke på, hvor jeg eksempelvis har lagt mine bukser, inden jeg skal sove, og om mine sko står klar – og så synes jeg, det er fedt at skynde sig ud af døren og have følelsen af, at man faktisk er lidt vigtig, siger hun.

Hun vidste, at det ofte var mænd, der var ansat i branchen, og derfor brugte hun ekstra tid på at forberede sig.

- Jeg har sørget for at læse ekstra op på stoffet, hvis vi har haft øvelser, fordi jeg ville ikke have, at de skulle komme og sætte en finger på mit arbejde, forklarer hun.

Louise Trier Nørregaard arbejder som deltidsbrandkvinde på Ringkøbing Brandstation, og derfor bruger hun også timer på Tim Skole som vikar i SFOen.

Hun er i gang med at få et krankursus.

Rollemodel for andre kvinder

Der undrer ikke Louise Trier Nørregaards far, Christian Nørregaard, at hun har valgt at blive brandkvinde, for hun har altid været optaget af at finde sin egen vej i alt, forklarer han.

- Hun har altid været optaget af, at det skulle være rigtigt for hende – og det er hun lykkes med. Men at det lige blev brandvæsenet, det anede jeg ikke, siger han.

Man lærer at kunne arbejde i højder.
Man lærer at kunne arbejde i højder.
Foto: Elombe Parfait, TV MIDTVEST

At valget faldt på det ellers mandsdominerede erhverv, er stationslederen ved Ringkøbing Brandstation meget glad for.

- Jeg er helt sikker på, at Louise kan være en inspiration for andre kvinder, der også kunne få lyst til at søge ind hos os som brandmand. Det er også en pigedrøm at være brandmand, siger stationsleder, Henning Gerhard Busk Jensen.

I Brand & Redning MidtVest og Nordvestjyllands brandvæsen er der i alt 14 kvindelige brandfolk.