Veteran: forsvaret skal undskylde

Som den første tidligere udsendte soldat sagsøger Heine S. Andersen nu forsvaret for svie og smerte. Han mener, forsvaret skal stå til ansvar for den psykiske lidelse, han pådrog sig som udsendt i Bosnien.

19SonyVeteranNy.jpg

Forsvaret skal undskylde og påtage sig ansvaret for den psykiske lidelse, som den tidligere veteran Heine S. Andersen fik efter hjemkomsten fra en udsendelse til Bosnien i 1996. Som den første veteran anlægger den tidligere mekaniker og soldat nu sag mod forsvaret, som han mener, skal stå til ansvar for hans sygdom.

Heine Andersen arbejdede som mekaniker, da han blev sendt til Balkan. Udsendelsen kom fem år efter at han havde aftjent sin værnepligt, og med kun to forberedelsesdage i Vordingborg.

- Jeg var ikke forberedt. Naiv og blåøjet som man er, når man er 25, så siger man ja til det. Så det var bare af sted, siger Heine S. Andersen.

For dårlig forberedelse og debriefing

Heine S. Andersen oplevede mange grufulde ting i Bosnien. Mange af dem sidder fast og har i dag givet ham post traumatisk stress syndrom - PTSD. Han mener, at årsagen til en del af de voldsomme oplevelsers påvirkning af hans psyke, skal findes i den dårlige forberedelse han gennemgik, før han tog af sted. Samtidigt var der dengang ikke det samme fokus på at snakke de voldsomme oplevelser igennem med hjemvendte soldater, som der er i dag.

Både forberedelsen og den efterfølgende debriefing havde store mangler. Det mener advokat Berit Møller Lenchow, er forsvarets skyld og hun vil derfor forsøge at gøre dem erstatningsansvarlige for Heine S. Andersens sygdom.

- Man har ikke instrueret ham ordentligt. Man har ikke planlagt udsendelsen ordentligt, man har ikke tilrettelagt det her forløb, sådan at Heine kunne komme af sted på en forsvarlig måde, siger advokaten.

Principiel sag

Advokaten har ikke kendskab til andre sager, hvor tidligere udsendte vil gøre Forsvaret ansvarlig for psykiske skader. Lykkes det i Heine S. Andersens tilfælde, kan sagen danne grundlag for flere sager. Hos HKKF soldaternes fagforening, vil de holde et vågent øje med sagen.

- Det er klart, der er en del andre fra dengang, som har lignende oplevelse af deres udsendelse. Hvis deres sager ligner, kan de også få en erstatning, siger jurist hos HKKF, Åse Lindemann

Se indslag om sagen her:

3:23
Balkanveteran pådrog sig en psykisk sygdom og sagsøger nu Forsvaret for en undskyldning.