Vestas trimmer organisationen

Vestas fortsætter omstruktureringerne for at trimme virksomheden. To divisioner bliver lagt sammen. Vestas vil dog ikke sige, om det kommer til at koste arbejdspladser.

Vestea_vindmoeller10.jpg

De to produktions-divisioner Blades og Nacelles bliver lagt sammen som led i omlægningen af vindmøllekoncernen Vestas.

Den nye enhed kommer til at hedde Manufactoring og Global Sourcing.

Det skriver epn.dk.

 - Det er en del af den løbende omstrukturering i Vestas, hvor vi prøver at gøre organisationen mere trimmet og strømlinet, at vi lægger de her to produktionsenheder sammen, siger Vestas' pressechef, Mikkel Friis-Thomsen til epn.dk.

Organisationen bliver slanket

Både direktør i Blades, Ole Borup og direktør i Nacelles, Søren Husted, stopper efter sammenlægningen af de to divisioner.

De to enheder, som nu bliver lagt sammen udgør selve produktionsdelen i Vestas. Mikkel Friis-Thomsen vil dog ikke sige, om sammenlægningen også kommer til at betyde fyresedler.

Vestas fremlægger sit kvartalsregnskab på onsdag, hvor Vestas også vil give en generel opdatering på virksomhedens situation.

Hovedkvarteret for Vestas' Blades-division ligger i Lem, mens Nacelles-divisionen har hovedkvarter i Ringkøbing.