Varevogn brager ind i glasfacade

En varevogn bragede onsdag aften ind i en facade på hovedgaden i Spjald.

biluheld

Politi og ambulance blev kort efter klokken 20.00 onsdag aften kaldt ud til et biluheld ved hovedgaden i Spjald. I første omgang lød meldingen på fastklemte, men det viste sig ikke at være så slemt. 

- Meldingen lyder lige nu på, at der er tre lettere tilskadekomne derude, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær.

Uheldet skete, da en varevogn af endnu uforklarlige årsager bragede ind i en glasfacade på hovedgaden. Politiet er stadig på stedet, og har ikke det fulde overblik endnu. De kan derfor ikke sige noget om, hvem de tilskadekomne er, eller hvordan uheldet kunne ske.