Valg til EP: Gammel kending klar for Alternativet

Den tidligere Embedslæge, Børge Sommer, stiller op til Europa-Parlamentet for Alternativet. Det er første gang partiet er på valglisten.

Børge Sejersen Sommer fra Ringkøbing er klar til en tørn i Europa-Parlamentet, hvis han bliver valgt næste år.
Børge Sejersen Sommer fra Ringkøbing er klar til en tørn i Europa-Parlamentet, hvis han bliver valgt næste år.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

På et ekstraordinært landsmøde har Alternativet fundet kandidater til næste års valg til Europa-Parlamentet.

En af de otte kandidater er 72-årige Børge Sejersen Sommer fra Ringkøbing, som tager alderen med et smil.

- Det har ikke skræmt mig endnu. Men det er helt rigtigt – jeg er oppe i årene. Jeg er 72. Der er nogen, der er ældre end mig, pointerer han på mobilen fra Tyskland.

Den forhenværende embedslæge har tidligere prøvet kræfter i kommunalpolitik for Socialdemokraterne. Det gjorde ham en overgang til 2. viceborgmester i Ringkøbing byråd.

Han hoppede dog for 2½ år siden over til Alternativet. En af hans mærkesager er den nystiftede organisation – PESCO.

- Det er en ny organisation af 24 lande inden for EU, som har det mål tilfældes, at man vil støtte hinanden, hvis der er ydre fjender af den ene eller den anden art. Ikke med krudt og kugler men med forhandlinger og økonomisk hjælp, fortæller Børge Sommer, for hvem udviklingsbistand er en anden mærkesag.

Se tv-indslag fra 2016 om Alternativet.

De otte kandidater, som foreløbigt er valgt for Alternativet, er:

Børge Sommer, Esben Ingerslev, Jan Kristoffersen, Karin Rohr Genz, Pavia Jacobsen, Sadi Tekelioglu, Susan Kjeldgaard og Rasmus Nordqvist, som er spidskandidat.

Brug for partiet i EU

Alternativet blev stiftet i 2013 og er derfor på valglisten for første gang. Ifølge politisk leder Uffe Elbæk er der brug for partiets indflydelse i EU.

- Det europæiske samarbejde kan og skal hjælpe os med at løse de grænseoverskridende udfordringer, vi står over for.

- Det gælder klimakrisen, den galopperende ulighed og andre af de grænseoverskridende problemstillinger, som kendetegner en global verden, siger Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.

Danmark har siden valget i 2009 haft 13 medlemmer i Europa-Parlamentet.

Men på grund af det forventede britiske exit til fællesskabet får Danmark et ekstra mandat fra og med valget i maj næste år.