Væltet tankvogn spærrer Herningvej

En tankvogn lastet med 37.000 liter dieselolie er væltet og spærrer lige nu Herningvej/Hovedvej 15 mellem Ringkøbing og Videbæk.

0:20

Opdateret: Vejen er blevet genåbnet. 

Herningvej mellem Ringkøbing og Videbæk er lige nu lukket for gennemkørsel, da en tankvogn er væltet og spærrer for trafikken.

Klokken 01.42 fik politiet melding om, at en tankbil med anhænger var væltet om på siden. Lastvognstoget kørte med 37.000 liter dieselolie, og cirka 2000 liter af den olie er nu løbet ud på de omkringliggende arealer.

- Chaufføren er kørt til tjek på sygehuset i Herning, men han er uskadt. Hvad der ligger forud for ulykken ved vi ikke endnu, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Der er lige nu etableret omkørsel, så de bilister der kører øst ad Hovedvej 15/Herningvej skal køre syd ad Nymøllevej for derefter at køre nord på ad Røgindvej. Bilisterne der kommer modsat fra skal følge samme anvisning, dog i modsat retning. Særtransporter kan ikke kører ad Nymøllevej, oplyser vagtchefen.

- Vi har fået omlastet det resterende dieselolie til andre tankbiler, men den væltede lastbil er endnu ikke rejst, og det vil varer et stykke tid endnu, før der bliver åbnet for trafik, da Falck både skal have skrabet og gravet jorden ren omkring lastbilen, siger Ole Vanghøj.

Vagtchefen oplyser, at vejen tidligst bliver åbnet igen klokken 15.