V-borgmesterkandidat: Nu skal vi diskutere politik

Mens Venstres borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Hans Østergaard var på ferie, har der været intern uro om, hvem der bør være borgmesterkandidat.

Hans Østergaard blev d. 1. Februar 2016 valgt som Venstres borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hans Østergaard blev d. 1. Februar 2016 valgt som Venstres borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune.

For lidt over et år siden, d. 1. februar 2016, valgte Venstres medlemmer Hans Østergaard som partiets borgmesterkandidat. Siden er der dog blevet sået tvivl om, hvorvidt han er den rigtige kandidat af flere fra Venstre. 

Hans Østergaard er i denne uge vendt hjem efter to ugers ferie i Asien, og han er kommet hjem til et bagland, der er uroligt. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det er blandt andet Niels Chr. Poulsen og Lennart Qvist, der har været ude med kommentarer. Niels Chr. Poulsen mener, at det vil være en udfordring, hvis Lennart Qvist får flere personlige stemmer end borgmesterkandidaten, og Lennart Qvist har sagt, at han stadig har lysten til at være borgmester. 

Men Hans Østergaard prøver at mane til ro i partiet. Han mener, at det er vigtigt at tale om den politik, som man vil føre. 

- Det handler om at gå ud og fortælle, hvad vi vil. Jeg har gjort mange tanker. Men vil gerne have, at alle bliver involveret, og det kan vi nu, hvor næsten alle kandidater er på plads. Så nu bliver det til til at snakke politik, og det glæder jeg mig til, siger borgmesterkandidaten til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Desuden er han af byrådskandidaten Jesper Lærke også blevet anklaget for at lægge låg på en debat, der allerede kører. Hans Østergaard mener dog ikke, at debatten er så stor, som medierne gør den til. 

- Jeg vil ikke benægte, at der er en debat, men jeg tror, den fylder mere i avisens spalter end i mange dele af Venstre og hos vælgerne, siger han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det er d. 21. november, at alle danskere skal til stemmeurnerne og afgive deres stemmer til kommunalvalget.