Unge søger hjem - Tanja er tilbage i Vestjylland

I Ringkøbing-Skjern har kommunen de seneste år sat alt ind for at få unge til at flytte til området for at tage et arbejde og slå sig ned for at stifte familie. Det ser ud til så småt at være begyndt at virke.

Tanja Krogh Sørensen er en af dem, der har valgt at flytte tilbage til Vestjylland.
Tanja Krogh Sørensen er en af dem, der har valgt at flytte tilbage til Vestjylland.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Ringkøbing-Skjern Kommune gør alt for at trække unge fraflyttere tilbage til kommunen, efter de har fået sig en uddannelse. Én af dem, det er lykkedes med, er 25-årige Tanja Krogh Sørensen.

- Det er meget sjovt at være tilbage. Det er sjovt at se, hvor mange ting man kan genkende, fortæller Tanja Krogh Sørensen.

Hun er fornyligt blevet færdiguddannet i Aarhus, og nu er hun flyttede til Ringkøbing, hvor hun har fået et job som laboratorietekniker i Hvide Sande.  

Tog selv affære

Det startede med, at hun kontaktede Erhvervscentret Ringkøbing-Skjern for at høre, hvilke jobmuligheder der var i kommunen. Centret kontaktede hende efter noget tid med beskeden om, at de havde fundet et godt match og derfor opfordrede hende til at søge stillingen.

Det gjorde hun så, hvilket resulterede i, at Tanja, der er født og opvokset i Skjern, nu er tilbage i Vestjylland.

- Det var primært på grund af jobbet, jeg flyttede herud. Ellers ville jeg nok ikke have gjort det, fortæller Tanja Krogh Sørensen.

Den seneste opgørelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune viser, at kommunen i 2018 havde en nettotilgang blandt de 25-34 årige på i alt 101 personer. Derudover kom der i aldersgruppen 0-4 årige 37 flere små borgere, end der fraflyttede.

- Vi har et erhvervsliv, som har travlt. Det efterspørger arbejdskraft, og derfor er det rigtig vigtigt for os at få de her unge mennesker tilbage igen, fortæller borgmester Hans Østergaard (Venstre).

Ifølge ham skyldes tallene, at kommunen har et godt tag i småbørnsfamilier, og det er den nye Ringkøbing-borger Tanja enig i.

- Jeg tror, det er attraktivt for børnefamilier at flytte herud fremfor til de større byer, fordi man får mulighed og lov til at udfolde sig og have mere ansvar, end man ville have alle mulige andre steder. Det er attraktivt på grund af naturen og den friske luft. Der er mange gode ting ved at flytte herud, fortæller Tanja Krogh Sørensen.

1:28
I Ringkøbing-Skjern har kommunen de seneste år sat alt ind for at få unge til at flytte til området for at tage et arbejde og slå sig ned for at stifte familie. Og det ser ud til, at det virker.