Ung mand dræbt under køreprøve

Ramte modkørende traktor, da han skulle tage kørekort til motorcykel.

Ambulance_paa_vej.jpg

En 20-årig mand fra Videbæk mistede onsdag ved 13-tiden livet i en trafikulykke ved Borris, da han var ved at tage kørekort til motorcykel.

Efterforskningsleder Niels Raasted fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser til tvmidtvest.dk, at den unge mand efter et sving ramte en modkørende traktor.

Når det er politiklagemyndigheden, der efterforsker ulykken, skyldes det, at den køreprøvesagkyndige var en politimand - dermed undgår man, at politiet efterforsker sig selv.

Niels Raasted kunne onsdag aften ikke give flere oplysninger om ulykken - ud over at man er i gang med at afhøre vidner i sagen, og at forløbet skal undersøges af en bilinspektør.