Udsolgt på under et kvarter

Lige knap 12 minutter gik der, så havde Skjern udsolgt til finalen i morgen mod Aalborg Håndbold

Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Efter den første finale er alt lige mellem Skjern og Aalborg Håndbold. 26-26 endte det første opgør, og derfor er spændingen maksimal inden kampen i morgen. 

Det har de godt kunnet mærke hos Skjern Håndbold, der fredag satte billetterne til kampen til salg. Her skulle der blot gå 11 minutter og 46 sekunder, så var alle pladser udsolgt, det skriver JydskeVestkysten.

- Det er helt vildt. Vi satte simpelthen stopuret i gang for at se, hvor lang tid det ville tage. Det er fantastisk, fortæller Skjern Håndbolds chef for event og marketing Helle Gidsel til JydskeVestkysten.

Der har været stor interesse for Skjerns seneste kampe, sidst var Ribe-Esbjerg på besøg, og her var der også udsolgt. Og den interesse er altså ikke blevet mindre.

- Det har været intenst op til og så selvfølgelig her under selve salget, som vi har kunnet sidde og følge med i her fra kontoret. Alle 3264 pladser er væk. Det er ærgerligt for dem, der ikke fik billet, men vi er vildt stolte over at kunne melde udsolgt så hurtigt, siger Helle Gidsel til JydskeVestkysten.