Udlejer frygter erstatningssager: Turisterne kommer ikke for at se på store gravemaskiner

Vattenfalls entreprenører begynder det indledende arbejde til vindmølleparken Vesterhav Syd i august. Selskabet siger, at man vil tage mest muligt hensyn til sommerhusgæsterne.

Indehaveren af DanWest Feriehusudlejning, DanWest.
Indehaveren af DanWest Feriehusudlejning, DanWest.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Selv om den store kystnære vindmøllepark Vesterhav Syd er blevet udskudt i tre år, vil sommerhusejerne omkring Klegod og Søndervig snart blive berørt af det forberedende arbejde.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at det drejer sig om arbejdet med at lægge de kabler, der skal føre strømmen fra havmøllerne videre ind i landet. Entreprenørmaskinerne lægger de første køreplader i klitterne den 5. august, hvorefter underboringen går i gang.

Og den timing er meget uheldig, mener indehaveren af DanWest Feriehusudlejning i Hvide Sande, Karsten Fyhn. Han peger på, at sommerhusene i området alle er udlejede i august, og han mener, at arbejdet vil være til stor gene for gæsterne i sommerlandet.

- Turisterne er ikke kommet herop for at se på store gravemaskiner, siger han til TV MIDTVEST.

Han forudser, at nogle af lejerne ligefrem vil kræve erstatning "for at bo på en byggeplads".

- Der er nogle internationale tabeller, hvor man kan se, hvad man har ret til, og det er formentlig fra 20 til 40 procents afslag. 

Vattenfall: Kan ikke vente til efteråret

Karsten Fyhn mener, at man med fordel kunne udsætte arbejdet til november, men det er ikke teknisk muligt, påpeger energiselskabet Vattenfall, der står for opførelsen af vindmølleparken. 

Pressechef Esben Baltzer Nielsen siger, at selskabet har bestræbt sig på, at arbejdet ikke skulle foregå i juli, men at der samtidig er grænser for, hvor længe man kan vente.

1:50
SE OGSÅ - indslag fra 29. marts. Vindmøller udskudt i tre år.

- Vi har den udfordring, at jorden ikke må være for våd, og derfor kan vi ikke vente med at begynde til efteråret. Samtidig skal vi undgå nogle yngleperioder for fuglene, siger han.

Pressechefen understreger, at man ikke kan undgå, at der i en kortere periode vil være aktiviteter på land, når man skal bygge en stor vindmøllepark, der skal forsyne 170.000 husstande med grøn energi.

- Vi har bedt vores entreprenør om at være så skånsomme som muligt og tage mest muligt hensyn til turisterne, siger han. 

Vindmølleparken er blevet udskudt, fordi der skal laves et nyt VVM-tillæg.

0:49