Tyv med hestekræfter

Politiet har anholdt en polak, der åbenbart har gjort det til sit speciale at stjæle bådmotorer.

RingkoebingPolitiBilExt_type1.jpg

Det tog kun politiet et kvarter fra de fik anmeldelsen til de havde anholdt en polak for tyveri af en stor bådmotor. Klokken 05.25 fik politiet at vide, at der var stjålet en 115 hestes Suzuki bådmotor fra jollehavnen i Havrvig. Klokken 05.40 kunne politiet stoppe en østeuropæisk minibus i Brejning-krydset.

Når det kunne gå så hurtigt skyldes det sandsynligvis, at mange af de lidt dyrere bådmotorer i dag er udstyret med en sporringsmekanisme, så de er lettere at finde, hvis de bliver stjålet. 

Bag i bilen fandt politiet både Suzuki-motoren og to andre bådmotorer på 40 og 60 heste. Suzuki-motoren alene koster omkring 100.000 kroner.

Løb fra politiet

I minibussen sad der to personer. Det lykkedes den ene at stikke af til fods, men den polske fører af bilen blev anholdt og sigtet for tyveri. Han er blevet varetægtsfængslet til 1. december.