Truer med at skyde 35 mufloner

Ejeren af en vestjysk dyrepark nægter af øremærke sin bestand af speciel fårerace.

120510_Muflon001.jpg

35 eksemplarer af fåreracen muflon risikerer at blive aflivet på grund af en strid mellem Fødevarestyrelsen og ejeren af dyrehaven Dania ved Troldhede.

Ejeren Bertel Jensen har af Fødevarestyrelsen fået besked på at øremærke muflonerne. Dyrene skal registreres i det Centrale Husdyrbrugs Register, så man hurtigt kan spore dem ved et eventuelt udbrud af smitsomme sygdomme som bluetongue og mund- og klovsyge.

Men Bertel Jensen mener, at det vil være stort set umuligt at indfange dyrene - hvis en muflon bliver stresset , kan den springe meget højt, og Bertel Jensen frygter, at de simpelthen vil springe over hegnet til dyreparken.

- Vi kan ikke mærke de her dyr. Det bliver i hvert fald ikke mig, der gør det. Så er det mere nådigt at slagte dem, siger Bertel Jensen til TV/Midt-Vest.

Bertel Jensen overtog dyrehaven i 2008 - der har været mufloner i parken i 25 år.

Fødevarestyrelsen: Reglerne er klare

Ifølge Fødevarestyrelsen kommer kravet om øremærkning nu, fordi man først er blevet opmærksom på muflonernes eksistens. Og styrelsen understreger, at reglerne ikke er til at misforstå: Får skal øremærkes, og en muflon betragtes som et får.

Den europæiske muflon regnes som forfader til nutidens tamfår. Den lever stadig frit på flere øer i Middelhavet. 

 Interview med ejeren af dyrehaven Dania, Bertel Jensen:

 

120510_3Muflon001_0.jpg