Truer med at melde sig ud af folkekirken

51 ringkøbingensere har skrevet under på, at de vil melde sig ud af folkekirken, hvis menighedsrådet river gammel bygning ned.

220615Musikskole.jpg

Striden om en af Ringkøbings gamle bygninger fører nu til, at flere ringkøbingensere truer med at melde sig ud af folkekirken.

Det drejer sig om den tidligere musikskole på Torvet. Bygningen ejes i dag af det lokale menighedsråd, som vil rive den ned for at opføre et nyt menighedshus. Den beslutning har medført store protester fra lokale, som mener, at bygningen er en vigtig del af Ringkøbings unikke gamle bybillede.

- Vi synes, at vi har forsøgt med os med alle tænkelige argumenter. Derfor tager vi dette initiativ. Man skal huske på, at mange er medlem af folkekirken, fordi den passer på vores kulturværdier, siger Birthe Pedersen, der er talsmand for Bevar Ringkøbing Bymødte.

Ikke en katastrofe

Bevar Ringkøbing Bymidte har nu lavet en blanket, så man kan melde sig ud af folkekirken, hvis bygningen bliver revet ned.

"Deponeret udmeldelse af folkekirken. Undertegnedes udmeldelse skal ske, hvis Ringkøbing Menighedsråd direkte eller indirekte foranlediger nedrivning af bygningen kaldet Musikskolen", står der blandt andet.

Indtil videre har 51 skrevet under på udmeldelsen, som bliver deponeret hos en lokal advokat og altså kun træder i kraft, hvis bygningen rives ned.

Næstformand i Ringkøbing Menighedsråd, Svend Aage Hoppe, siger, at der er tale om en ubehagelig situation.

- Men hvis vi får lige så mange, der melder sig ind, er det ikke nogen kæmpe katastrofe. Dem, der melder sig ud, er ikke ligefrem kernemedlemmer, siger han.

Menighedsrådet står fast på, at bygningen skal rives ned, men venter nu på en afgørelse i provstiudvalget.

 

TV MIDTVEST sendte i november dette indslag om kampen om Ringkøbings gamle bymidte: