Truede med at slå familie ihjel

En 20-årig mand blev så sur på Borgerservice i Skjern, at han truede politiet og væltede en skranke.

Politi-PolitiErme.jpg

Han kom ellers mest for at kræve penge, men det endte med en anholdelse og mulig sigtelse for trusler. Det er resultatet, efter en 20-årig mand torsdag gik amok på Borgerservice i Skjern. 

Ved 11-tiden dukkede manden op og ville have penge fra kommunen. Da han begyndte at opføre sig truende, tilkaldte medarbejderne politiet

- Og politiet har til huse i samme bygning, så de var fremme meget, meget hurtigt, oplyser Kjeld Nedergaard, som er politikommissær hos lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Den 20-årige mand var dog ikke indstillet på at følge med politiet, og det endte med, at han kom i klammeri med betjentene. Her nåede manden flere gange at true dem. 

- Han kørte blandt andet en finger foran sin hals to gange og truede med at slå både politimanden og dennes familie ihjel, så vores jurister vurderer lige nu, om han skal sigtes for de trusler også, siger Kjeld Nedergaard. 

Den 20-årige stak til sidst af fra Borgerservice, men det blev kun til en eftermiddag på fri fod. Klokken 17:50 kunne politiet anholde manden, som de kender godt i forvejen. 

Hvordan har personalet på Borgerservice det? 

- De er selvfølgelig rystede. Det vil man altid være i sådan en situation, fortællerKjeld Nedergaard.