Topscorer om Skjern-sejr: Vi blev ved med at score mål

Håndboldholdet Skjern fører gruppe C i Champions League med to point ned til forfølgerne.

Kasper Søndergaard fra Skjern Håndbold skyder på mål og scorer, mens Magnus Fredriksen fra Elverum Håndball kun kan se på,
Kasper Søndergaard fra Skjern Håndbold skyder på mål og scorer, mens Magnus Fredriksen fra Elverum Håndball kun kan se på,
Foto: Scanpix / Mads Dalegaard

Skjern fører sin gruppe i Champions League efter søndagens sejr på 35-25 over norske Elverum.
    
Kampen var lige de første 20 minutters tid, men så fik vestjyderne styr på defensiven og offensiven, fortæller kampens delte topscorer, Kasper Søndergaard.
    
- De (Elverum, red.) kom ud og spillede rigtig godt fra begyndelsen. Især offensivt. Vi fik så lavet nogle vigtige redninger, mens vi blev ved med at score mål, og det er det, der gjorde udslaget, siger han.
    
I anden halvleg havde Skjern styr på kampen, og nordmændene gjorde det ikke let for sig selv, da de lavede flere fejl, som Skjern straffede dem for.
    
- Vores forsvarsspil var disciplineret og godt, og de begyndte at lave fejl i deres angrebsspil, fordi vi blev lidt mere offensive i forsvaret, siger Kasper Søndergaard.
    
Skjern har nu gode muligheder for at gå videre fra gruppen med to kampe igen, men Kasper Søndergaard ser gerne, at holdet tager førstepladsen.
    
- Førstepladsen vil være rigtig dejlig, for Montpellier ser ud til at tage førstepladsen i den pulje, vi skal parres med, og dem vil vi meget gerne undgå.
    
Skjern-træner Ole Nørgaard understreger, at Skjern ikke er videre fra puljen endnu, og at det stadig kan gå galt. Men han giver Søndergaard ret i, at der er stor forskel på at ende som nummer et og to i gruppen.
    
- Ja, der er kæmpe forskel. Montpellier er et klassehold. Hvis vi skal slå Montpellier over to kampe, så skal vi ramme himlen med vores spil. Det er et internationalt klassehold.
    
Ukrainske Motor Zaporozhye ser ud til at blive nummer to i gruppen med Montpellier.
    
Skjern møder i de resterende kampe i gruppe C spanske Ademar og slovenske Gorenje Velenje. Begge hold har ti point.
    
/ritzau/