Tobias' sidste sms

Okay, det er i orden. Sådan lød sidste livstegn fra den forsvundne Tobias Sundgaard Pettersson. Hele dagen har venner hjulpet med eftersøgningen.

tobias_sms.jpg

Daniel Bowers og Gitte Madsen fulgtes begge med Tobias Sundgaard Pettersson i bussen hjem efter en julefrokost. Hele dagen har de hjulpet med at lede efter deres ven.

- Det er en underlig følelse. Man vil gerne finde noget og alligevel er man bange for, hvad man finder, fortæller Gitte Madsen mens hun leder efter sin ven.

Sidste livstegn

Daniel Bowers er den sidste, der har fået et livstegn fra den forsvunde ven. Klokken lidt over to om natten sendte Daniel Bowers en besked, om at nogle venner havde fundet Tobias' jakke.

Præcis klokken 02.32 svarede Tobias tilbage: "Okay det er i orden". Siden har ingen hørt fra ham.

- Da han forlod bussen var han i godt nok humør. Det er ikke til at forstå, han er væk, siger vennen Daniel Bowers fra Hvide Sande.

Julefrokost

Tobias Sundgaard Pettersson deltog lørdag i en firmajulefrokost på Fjordgården i Ringkøbing. I sommers blev han uddannet skibstømrer på Hvide Sande Skib- og Bådebyggeri sammen med sin ven Daniel Bowers.

Efter lærertiden aftjente den 20-årige skibstømrer sin værnepligt i Ålborg. Første december kom han tilbage til værftet i Hvide Sande. Lørdag deltog han i firmaets julefrokost, inden han forsvandt på vej hjem.

Politiet hører gerne fra folk, der kan have set eller hørt noget til den 20-årige Tobias Sundgaard Pettersson. Se signalement her.

 

1:58
To af de venner der var med til julefrokosten den 20-årige forsvandt fra, var i dag ude at lede efter deres ven.