Til kamp for Amtsrådhuset

En gruppe ringkøbingensere kæmper for at bevare byens gamle amtsrådhus midt på Torvet. Kommunen vil leje bygningen ud til Ringkjøbing Landbobank.

amtsraadhusringkob.jpg

I 166 år har Amtsrådhuset ligget på Torvet i Ringkøbing. Nu skal bygningen lejes ud til Ringkjøbing Landbobank, og det bekymrer en stor del af byens borgere.

- Man kommer til at rive indmaden fuldstændigt ud, og man kommer til at forandre lokalerne, og lave dem til et åbent kontorlandskab. Så hele den historie, der ligger i den her bygning, den er væk med et knips, siger Birthe Pedersen, der står i spidsen for en protestgruppe, hver torsdag mødes i den gamle amtsrådssal.

Også Lars Hansson, der er tidligere amtsdirektør, mener at bygningen bør bevares.

- I amtsrådssalen kan man jo se, hvordan det danske demokrati har udfoldet sig fra enevældet i 1849.

Bygningen vil ændre karakter

Men lejekontrakten mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Landbobanken er allerede skrevet under. Kulturstyrelsen har vurderet, at bygningen ikke er bevaringsværdig.

- Landbobanken mangler plads, og vi synes det er naturligt, at vi hjælper med at finde lokaler, så vores lokale virksomheder kan ekspandere, siger borgmester Iver Enevoldsen og tilføjer:

- Jeg er sikker på at banken indretter med omtanke. Men det er klart, at inventaret og det indre vil ændre karakter, og det vidste vi også på forhånd.

Lars Hansson frygter, at Landbobankens indtog i Amtsrådhuset er et skridt på vejen til, at Ringkøbings berømte bymidte ødelægges.

- Vi er igang med en negativ udvikling af Ringkøbing. Først blev Ulrik Plesners skole revet ned, så nedrivningen af musikskolen og nu det der foregår her på førstesalen i Amtsrådhuset. Hvad bliver så det næste, spørger han.

2:06
En gruppe borgere i Ringkøbing kæmper for at bevare byens gamle Amtsrådhus midt i byen