Sygehus nedbringer sygefravær

Hospitalsenheden Vest har meget fokus medarbejdernes trivsel - og det giver bonus, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

270615RegionshospitaletHolstebro.jpg

Trods sparerunder og effektiviseringer er det lykkedes Hospitalsenheden Vest - som den eneste enhed i Region Midtjylland - at nedbringe antallet af sygedage hos de ansatte. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Fra 2011 til 2014 er sygefraværet i gennemsnit faldet med 1,3 dag per ansat, hvilket svarer til mere end 4000 sygedage.

Sygehusdirektør Henning Vestergaard siger, at enheden har meget fokus på trivsel - netop fordi medarbejderne har travlt.

- Det sker blandt andet ved at sige, at på de travle dage er det okay, at vi går på kompromis med en del af arbejdet. Ikke i forhold til behandlingskvaliteten. Men det er okay at gå på kompromis med andre dele. Det er afgørende, at medarbejderne ikke går hjem med dårlig samvittighed eller føler sig presset af, at de ikke lever op til forventningerne, siger han til dagbladet.

Hospitalsenheden Vest består af hospitalerne i Holstebro, Herning og Lemvig samt sundhedshuset i Ringkøbing og sundhedscentret i Tarm.