Stod i kø hele natten for whisky: Det smager jo fantastisk

500 flasker fra Stauning Whisky blev i dag sat til salg. Kort efter midnat stillede den første sig i kø.

Som den forreste i køen fik Torben Engholm fat i to flasker.
Som den forreste i køen fik Torben Engholm fat i to flasker.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Klokken et i nat stillede den første kunde sig i kø for at få fat i Stauning Whiskys seneste tapning.

Torben Engholm fra Horsens ville sikre sig en af de 500 flasker, som i dag blev sat til salg.

Men 11 timer før salget gik i gang var alligevel tidligt nok.

- Der var desværre ikke nogen at hygge sig med, så jeg gik ned på p-pladsen til min bil og sov et par regnbyer væk, siger han.

Senere på morgenen var køen noget længere foran Stauning Whisky
Senere på morgenen var køen noget længere foran Stauning Whisky
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Men det betød ikke noget for Torben Engholm. Som den forreste i køen fik han nemlig det, han kom efter.

- Jeg vil have en rigtig god flaske, jeg kan dele med mine venner. Det skal deles. Sådan er det, siger han.

Og så var det ikke en hvilken som helst whisky, han i dag stod i kø for.

- Det kan noget særligt, fordi det er dansk. Og det smager jo fantastisk, siger han.

Passion eller investering

For Torben Engholm er whisky en passion, men længere bagved i køen er der nogen, der ser det som en investering.

De tre venner ser det som en investering frem for en passion.
De tre venner ser det som en investering frem for en passion.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Tre drenge fra Rækker Mølle så deres snit til at springe søvnen over efter byturen og stille sig direkte i køen klokken seks i morges. 

- Vi vil gerne have sådan en dyr whisky, og så kan det være, at man kan sælge den videre, siger Hans Peter Andersen.

Danmarks største destilleri

I dag blev i alt 500 flasker fra to forskellige tapninger sat til salg.

Salget falder oveni indvielsen af Stauning Whiskys nye destilleri.

Udvidelsen betyder, at virksomheden nu råder over 5.000 kvadratmeter, og er dermed Danmarks største destilleri.