Stauning Whisky udvider

Det går godt for whiskydestilleriet i Stauning. Så godt, at de nu udvider.

I fremtiden bliver det måske lidt lettere at få fat i de eftertragtede dråber fra Stauning.
I fremtiden bliver det måske lidt lettere at få fat i de eftertragtede dråber fra Stauning.

Fem nye bygninger med i alt 4.000 kvadratmeter produktion er målet, og i dag blev første spadestik til et nyt whiskydestilleri taget.

- Det er endnu en milepæl for Stauning Whisky. Det ender med et setup, hvor vi årligt kan lave 900.000 liter whisky, så det rigtig fedt.

Sådan lød det i dag fra en stolt Lasse Vesterby, der er medstifter af Stauning Whisky. 

De nye bygninger kommer til at ligge i forlængelse af den gård, hvor Whisky-eventyret begyndte for godt 10 år siden. 

Pengene til udvidelsen kommer fra Verdens største spiritusproducent, engelske Diageos, der i 2015 investerede 100 millioner kroner i den vestjyske whisky. 

'Fantastisk udvikling'

Både Miljø- og Fødevareministeren og Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester var klar med en skovl, da første spadestik i dag blev taget. Begge er imponerede over Stauning-virksomhedens 10 første leveår.

- Det er en fantastisk udvikling, vi har været vidne til. Masser af spændende arbejdspladser, eksportværdi og en god fortælling - både lokalt og til de mange turister, der kommer her.

Sådan sagde Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), til TV MIDTVEST, og den vestjyske borgmester kunne hurtigt erklære sig enig:

- Jeg er rigtig stolt over at kunne sige, at vi har en virksomhed som Stauning Whisky. Det er jo en succeshistorie om nogle unge mennesker, der spurgte sig selv 'hvorfor laves der ikke whisky i Danmark?', lød det fra Iver Enevoldsen (V). 

De nye destilleribygninger skal efter planen stå klar i 2018.