Splittelse truer i Venstre: - Det er en risiko

En gammel, intern strid i Venstre kan blusse op igen, når en ny folketingskandidat skal findes i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lennart Qvist (V).
Lennart Qvist (V).

Der var politisk splittelse i Venstre i forbindelse med kommunalvalget i Ringkøbing-Skjern, og den splittelse risikerer nu at bryde ud på ny.

Det frygter en af partiets fem nye bud på en kandidat til Folketinget, Lennart Qvist, i hvert fald. 

- Når man har de her kampvalg, og man ender i en situation, hvor det er meget, meget tæt, så er det en risiko.

- Det så vi også sidste gang, siger Lennart Qvist.

Strid begyndte for to år siden

Stridighederne stammer især fra kampen om borgmesterkandidaturet tilbage i 2016. Ved den lejlighed tabte Lennart Qvist snævert til den nuværende borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Trods nederlaget meldte Lennart Qvist alligevel ud, at han havde lyst til at blive borgmester, hvis han endte med at få flest stemmer.

Chefredaktøren på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Gudrun Pedersen, er overrasket over, at fortidens uenigheder igen bliver bragt op. Hun så ellers dette valg som en ny mulighed for, at Venstre kunne komme videre.

- Det gav en hel del uro dengang. Både internt og eksternt.

- Der er løbet meget vand i åen siden, Venstre valgte sin borgmesterkandidat for to år siden. Jeg synes, man skal se at komme videre i stedet for at hænge fast i det, siger Gudrun Pedersen.

'Splittelsen eksisterer ikke længere'

Det var dog ikke alle ved præsentationsmødet i Videbæk, der delte Lennarts Qvists frygt for en ny, intern strid.

- Det må stå for Lennarts egen regning. Jeg føler ikke, splittelsen har eksisteret efter kommunevalget, lyder det fra Jens Nicolai Vejlgaard, der er formand for Venstre i Region Midtjylland.

At der skulle være splittelse i partiet i dag, kan kommuneforeningsformand Hans Christian Tylvad heller ikke genkende.

- Jeg synes, vi har et godt parti, og jeg er helt sikker på, at når vi har valgt vores kandidat i Dejbjerglund Hallen den 20. august, så er det den kandidat, vi arbejder for i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Hans Christian Tylvad, der er kommuneforeningsmand i Venstre.

Håber Venstre står sammen

Trods uenighederne ser Lennart Qvist frem til de sidste præsentationsmøder og kampen om kandidaturet.

- Mit håb er, at vi ender med at vælge en kandidat, alle kan bakke op om, så vi står samlet som Venstre.

Tror du, det bliver sådan?

- Jeg håber det, siger Lennart Qvist.

Venstre holder næste præsentationsmøde onsdag i Tarm.