Skjerns mestre henter første sæsonsejr i fjerde forsøg

Skjern Håndbold var bagud ved pausen mod Mors-Thy, men vandt hjemmekampen i herrernes liga med tre mål.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Efter tre nederlag som start på sæsonen var der onsdag opmuntring til de danske mestre i håndbold for herrer, Skjern Håndbold.

På hjemmebane blev det til en sejr på 27-24 over Mors-Thy Håndbold, der ellers førte 14-13 ved pausen.

Skjern indledte sæsonen med at tabe til Skanderborg Håndbold i ottendedelsfinalen i pokalturneringen.

Det blev fulgt op af et nederlag til TTH Holstebros pokalvindere i kampen om Super Cuppen, og endelig indledte Skjern Håndbold sæsonen i Herre Håndbold Ligaen med et nederlag til GOG Håndbold.

I onsdagens øvrige kampe vandt Bjerringbro-Silkeborg 32-31 ude over Ribe-Esbjerg, efter at gæsterne førte 17-14 ved pausen.

TTH Holstebro vandt 32-31 ude over Nordsjælland Håndbold, mens Sønderjyske sejrede 30-21 hjemme over Lemvig-Thyborøn Håndbold.

GOG Håndbold vandt 28-20 ude over TMS Ringsted.

GOG og TTH Holstebro topper ligaen med fire point for to kampe.