Skjern videre i Champions League efter overbevisende sejr hjemme

Skjern vendte nederlag til sejr i andet opgør mod Motor Zaporozhye og møder Veszprem i CL-ottendedelsfinalen.

Bjarte Myrhol blev med sine syv mål i kampen Skjerns topscorer.
Bjarte Myrhol blev med sine syv mål i kampen Skjerns topscorer.
Foto: John Randeris / Ritzau - Scanpix

Skjern Håndbold kan se frem til nogle brag i Champions League, efter at klubben søndag spillede sig i ottendedelsfinalen. Det skete med en overbevisende sejr på 33-26 over ukrainske Motor Zaporozhye.

Resultatet mere end udlignede nederlaget på 30-32 i det første opgør, og dermed kan Skjern se frem til at møde det ungarske storhold Veszprem.

Skjern-keeper Tibor Ivanisevic strålede i målet med flere imponerende redninger. Serberen snuppede syv redninger på straffekast, hvilket pillede modet ud af ukrainerne, der ydermere sendte et straffekast på overliggeren.

Opgøret i Skjern var ellers lige i det meste af første halvleg, hvor både 4-4, 7-7 og 9-9 blev til 10-10, og jævnbyrdigheden forsatte. Skjern lavede for mange fejl og indkasserede for mange scoringer efter kontraløb.

Bjarte Myrhol udlignede til 11-11 efter 20 minutter, og fra fløjen fik René Rasmussen akkurat bolden i mål til føring med et enkelt mål. Kort efter øgede Myrhol til 13-11, mens gæsterne fik en mand mere smidt ud og var nede med to mand i fasen.

En scoring i tomt mål til Skjern efter en teknisk fejl af Zaporozhye øgede føringen til tre mål, og gæsternes træner tog en timeout. Der var tempo i kampen, og scoringerne faldt hurtigt. Bjarke Christensen misbrugte en stor chance og i stedet for 17-13 blev det kort efter 16-14 efter en reducering fra Zaporozhye.

To scoringer i træk og en fantastisk redning af Tibor Ivanisevic betød 18-14-føring, og en kølig scoring på et straffekast af Anders Eggert øgede yderligere. Efter en hæsblæsende og underholdende første halvleg var Skjern foran med 20-15.

Det blev til en føring på seks mål efter pausen, men så hentede gæsterne ind ved 20-23, og dramaet lå stadig lige for og bølgede. Foran 24-21 reddede Ivanisevic et straffekast, men også Victor Kireev reddede i den anden ende.

Med et kvarter igen reddede Ivanisevic sit fjerde straffekast, og Jesper Konradsson øgede til 27-22. Ivanisevic var der igen og reddede endnu et straffekast, og det blev hurtigt fulgt op af endnu et reddet straffekast. 28-23 med ti minutter igen blev til 29-24, og så fortsatte Ivanisevic sit show i målet.

Serberen snuppede endnu et straffekast i en nærmest uhørt forestilling, og foran med syv mål fire minutter før tid kunne det ikke gå galt.

/ritzau/

1:11