Skjern vandt sikkert i Aarhus

Skjern Håndbold levede op til forventningerne og vandt en sikker udesejr i Aarhus.

090415_haandbold.jpg

En sejr var et krav for Skjern i torsdagens udekamp mod Århus Håndbold, og vestjyderne havde ingen problemer med at leve op til det.

Skjern vandt 31-26 over Erik Veje Rasmussens overmatchede tropper og bider dermed KIF Kolding København og Tvis Holstebro i haserne i slutspilspuljen, hvorfra de to bedste går videre til semifinalerne.

Efter tre klare nederlag er der til gengæld ikke meget, der tyder på, at Århus Håndbold får point i de resterende tre slutspilskampe. 

Skjern havde før kampen fået den kedelige nyhed, at rutinerede Kasper Søndergaard lider af en diskusprolaps og ikke kommer på banen mere i denne sæson.

Under opvarmningen blev Daniel Svensson ovenikøbet ramt af en forstrækning, men alligevel var der aldrig tvivl om udfaldet i NRGi Arena. 

Efter seks minutter var stillingen 4-1 til gæsterne, og Skjern kunne gå til pause med et betryggende forspring på 15-9.

Hjemmeholdet leverede for mange tekniske fejl til at skabe nogen form for spænding, selv om Skjerns defensiv optrådte mindre koncentreret efter pausen.

Det lignede en ydmygelse, da gæsterne var foran 26-14 midtvejs i anden halvleg, men Skjern tabte koncentrationen, skiftede meget ud, og så kunne aarhusianerne med en fin slutspurt pynte på cifrene.

Skjern har nu fire point, Tvis Holstebro har fem og KIF Kolding København seks. Århus er uden point og nu uden chance for en plads i semifinalen.

/ritzau/