Skjern vandt over Ribe-Esbjerg
Kasper Søndergaard og resten af Skjern-holdet vandt med 26-21 i herreligaen over Ribe-Esbjerg. (Arkivfoto)
Håndboldherrerne fra Skjern er så småt ved at komme i omdrejninger i Boxer Herreligaen. Torsdag aften blev Ribe-Esbjerg på udebane besejret med 26-21 efter en pauseføring på 11-7.
Hjemmeholdet blev langsomt slidt op af Kasper Søndergaard og holdkammeraterne, der ikke behøvede at spille sig ud i Dokken i Esbjerg.
Skjern førte en overgang i anden halvleg med 24-15, før Ribe-Esbjerg-spillerne fik en række trøstmål i slutfasen.
To sejre i træk
Medaljeaspiranterne fra Skjern åbnede sæsonen med et nederlag i Aalborg, men vestjyderne er tilsyneladende kommet på ret krus med to sejre i træk.
Holdets nye brølstærke, norske stjerne Bjarte Myrhol, der er hentet i tyske Rhein-Neckar Löwen, er samtidig ved at finde sin rolle på Skjern-holdet, der havde Markus Olsson som topscorer med seks mål.
Ribe-Esbjerg har efter en sejr i den første ligakamp over Skive nu tabt de seneste to opgør.
Sønderjyske topper ligaen med fem point.
/ritzau/