Skjern tog den 13. sejr i træk

Skjern Håndbold er atter to point foran de nærmeste forfølgere i ligaen.

Markus Olsson scorede fem mål for Skjern.
Markus Olsson scorede fem mål for Skjern.
Foto: Johan Gadegaard/Scanpix

De danske vicemestre fra Skjern Håndbold er ustoppelige for tiden.

Vestjyderne vandt onsdag aften 33-29 over Ribe-Esbjerg og er dermed atter to point foran de nærmeste forfølgere i håndboldligaen, GOG.

Det var klubbens ottende sejr i træk i ligaen og den 13, hvis man tæller alle turneringer med.

Anders Eggert blev topscorer for Skjern med otte mål, og kampen i Skjern Bank Arena blev overværet af 2821 tilskuere.

Skjern kom hurtigt foran 10-3, men gæsterne svarede fint igen og ved pausen var føringen reduceret til 17-13. Helt spændende blev det dog aldrig - blandt andet takket være en flot kamp af målmand Emil Nielsen, der blev noteret for 15 redninger.

I Herning var der midt- og vestjysk lokalopgør mellem HC Midtjylland og Mors-Thy Håndbold. Værterne fra HCM vandt 25-23.