Skjern tabte DM-guldet

Aalborg Håndbold vandt DM-guld hos herrerne med en sikker udesejr over Skjern i den anden finale.

20170528-174252-l-1000x665we.jpg
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Aalborg Håndbold kan for anden gang på fem sæsoner kalde sig dansk mester i herrehåndbold.
    
Det blev en kendsgerning, da Aalborg på udebane vandt den anden DM-finale over Skjern med cifrene 32-25.
    
Da den første finale i Aalborg sluttede uafgjort 26-26 i torsdags, kunne kun en ny uafgjort kamp tvinge finalen ud i en tredje match, og det blev altså ikke nødvendigt.
    
Aalborg var i kontrol i stort set hele kampen og sejrede, uden det blev spændende i slutfasen. Tværtimod.
    
Nordjyderne var skarpest fra begyndelsen, og allerede efter ni minutter var den første firemålsføring skabt ved 6-2.
    
Den afstand var også en kendsgerning efter 20 minutter, hvor Skjern-træner Ole Nørgaard kaldte til timeout og meddelte, at han savnede de sidste fem-ti procent i forsvaret.
    
På det tidspunkt var det dog også begrænset, hvor begejstret man kunne være over holdets angrebsspil, og kort efter skulle Ole Nørgaard da også gå over til at spille syv mod seks i angrebsfase.
    
Det boostede de næste angreb, men ikke mere, end at Aalborg kunne gå til pausen med en føring på 14-10.
    
Eneste malurt i det nordjyske bæger var, at holdets helt store profil, norske Sander Sagosen, allerede efter 25 minutter trak sin anden udvisning på to minutter og derfra måtte være påpasselig for at undgå et rødt kort.
    
Skjern kom bedre med straks efter pausen, og efter ni minutter sørgede Lasse Mikkelsen med sit ottende mål for, at stillingen lød 16-17.
    
Aalborg svarede dog tilbage med to mål, og så var den nogenlunde komfortable føring genetableret.
    
Få minutter senere misbrugte Lasse Mikkelsen et straffekast ved stillingen 17-20, og det blev ekstra dyrt, da Aalborg få sekunder efter igen bragte sig foran med fire mål med 14 minutter tilbage.
    
Afstanden blev også fem mål med ti minutter tilbage, og derfra formåede Skjern aldrig at gøre det spændende. I stedet øgede Aalborg.
    
Skjern må sande, at klubbens eneste mesterskab stadig ligger 18 år tilbage, mens Aalborg kan juble over det andet guld på fem år og det tredje i alt.

/ritzau/