Skjern skriver med lokalt talent

På trods af sin unge alder har 17-årige Emil Bergholt allerede spillet flere kampe for både u-landshold og Skjern Håndbolds ligahold. Nu har han skrevet en to-årig kontrakt med Skjern Håndbold.

010415_Bergholt.jpg

Det har været en god dag for den blot 17-årige streg- og forsvarsspiller Emil Bergholt. Tidligere i dag blev han kåret til årets talent i Skjern, og her til aften skrev han under på en to-årig kontrakt med klubben.

- I Skjern lærer jeg af de bedste, og jeg har utrolig gode muligheder for at udvikle mit håndboldspil yderligere. Det betyder virkelig meget, at jeg kan blive i den klub, hvor jeg altid har spillet, og jeg både håber og tror på, at jeg kan nå langt sammen med Skjern, siger Emil Bergholt.

Følger sin far

Emil Bergholt er ikke den første i familien der er på kontrakt i Skjern. Hans far, Henrik Bergholt, nåede at spille 351 førsteholdskampe for klubben. Faren spillede i trøje nummer 14, og det nummer kommer også på ryggen af Emil Bergholt.

I klubben glæder man sig over, at det unge talent nu er sikret i de næste to år.

- Det her er et kæmpe cadeau til hele vores ungdomsafdeling. Årets Talent i Skjern Håndbold har allerede ved flere lejligheder bevist, at talentet rummer potentiale til en spændende håndboldkarriere, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

Emil Bergholt har allerede spillet 15 kampe i den grønne trøje, og fik sin debut i efteråret 2014.

Emil Bergholt fik blandt andet spilletid i gruppespillet i den europæiske EHF-cup mod FC Porto. Se her et indslag om det 17-årige talent.

2:08
17-årige Emil Bergholt, der er søn af den tidligere Skjern-stjerne Henrik Bergholt, imponerer på klubbens førtehold.