Skjern-profil efter nederlag: Ikke godt nok!

Skjern-playmaker Daniel Svensson tror stadig på DM-guldet, selv om den første finale hjemme endte i skuffelse mod et stærkt KIF-hold.

Skjern Svensson_0.jpg

Nede med seks mål. Det er det svære udgangspunkt inden returkampen for Skjern Håndbold, der torsdag tabte den første DM-finale på hjemmebane til KIF Kolding København.

Skjern havde håbet på et bedre resultat i Herning, hvor den forsvarende mester vandt 30-24.

- Vi er selvfølgelig dybt skuffede over den start, vi fik, og det vi leverede. Det var langt fra godt nok. Vi skal kigge os selv i spejlet og så komme videre, siger Daniel Svensson og tilføjer.

- Starten var dårlig, og vi kom til at hænge efter med tre til fem mål hele tiden, og vi var nede med fem ved pausen. Så er det svært, siger Svensson, der dog samtidig anerkender modstanderens præstation.

- Kasper Hvidt stod en god kamp i kassen, og de spillede noget klogt angrebsspil, hvor de kom til mange åbne chancer. KIF lykkedes med alt det, de ville. Det gjorde vi ikke.

"Vi kan gøre det" 

Playmakeren tror dog stadig på chancen for at hente DM-guldet til Skjern for første gang siden 1999.

- Vi var bagud med ti, men taber med seks. Det kan godt lade sig gøre at hente. Det her afgøres over 120 minutter, og vi har 60 mere, hvor vi skal smide alle hæmninger og komme ud med fuld drøn.

- I dag spillede vi os til fine chancer især i første halvleg, hvor vi brændte. Kan vi blive lidt skarpere, kan det lade sig gøre. Kan nogen gøre det, er det os, siger Daniel Svensson.

Returkampen i Brøndby spilles på søndag.

Se lidt reaktioner fra Skjern-spillere her:

0:56