Skjern-anfører inden DM-gyser: Vi er klar

Træthed efter en lang sæson bliver ikke en faktor for Skjern i DM-semifinalen mod GOG, siger Bjarte Myrhol.

sh_bjarte_myrhol_action2.jpg
Foto: Skjern Håndbold

Om lidt tørner Skjern og GOG sammen i den tredje og afgørende DM-semifinale i herrehåndboldligaen.   

Vinderen er klar til finalen mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV). Taberen må nøjes med bronzeopgør mod Aalborg.   

Det er de sidste ressourcer efter en lang og hård sæson, som skal findes frem, men ifølge Skjern-anfører Bjarte Myrhol bliver det ikke svært at være frisk til kampen.   

- Træthed er ikke et issue for os. Det spiller ingen rolle, siger han til klubbens hjemmeside.   

Til gengæld tror han, at det kan være anderledes i GOG-truppen. Skjern har været med i Champions League i denne sæson og har været vant til masser af uger med tre kampe, som de to klubber er ude i lige nu.   

Det har GOG ikke, og Myrhol håber, at det kan være Skjerns fordel.   

- Det er vel første gang i sæsonen, at GOG spiller tre kampe på seks dage, så jeg er spændt på, hvordan de står rustet til kampen, siger den norske stregspiller.   

Mentalt har genrejsningsarbejdet også været en opgave for GOG. Holdet vandt første kamp i Skjern og kunne booke en finaleplads med bare en uafgjort på hjemmebane i kamp to.

I en tæt gyser tabte fynboerne dog med 23-24, og man havde til slut chancen for at udligne og dermed snuppe finalebilletten.

Det glippede, og nu skal man levere endnu en stor præstation på Skjerns hjemmebane.

Selv om Skjern tabte den første semifinalekamp på hjemmebane, så giver de hjemlige omgivelser en klar fordel, mener Skjerns Jonathan Stenbäcken.

- Vi har en suveræn hjemmebane, hvor de færreste udehold tager herfra med point, siger han til klubbens hjemmeside.

DM-semifinalen spilles onsdag klokken 20.30.

/ritzau/