SF'er: ADHD-børn skal med på udflugt

SF's byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune Niels Rasmussen går nu ind i sagen om ADHD-børn, der ikke må komme med til København. Han vil tage det op politisk og sikre, at børnene får den støtte der skal til, for at de kan klare turen.

nielsrasmussenadhd.jpg

Byrådspolitiker Niels Rasmussen forstår slet ikke prioriteringen i sin egen kommune, når en gruppe børn med ADHD ikke må komme med på en skoleudflugt for kommunens børn.

- Det er stik imod Ringkøbing-Skjern Kommunes visioner om, at der er plads til alle i kommunen, at vi ekskluderer nogle ADHD-elever fra at komme til København. Jeg blev ganske enkelt vred, da jeg så det, siger Niels Rasmussen.

Ikke taget særligt hensyn

Onsdag fortalte vi på TV MIDTVEST, at en gruppe børn med ADHD ikke må komme med på en skoletur til København for kommunens 6500 børn. Børnenes skal høre klassisk musik i DR's koncertsat, og skolen har vurderet, at gruppen ikke kan klare turen.

- Jeg mener ikke, at der er taget de særlige hensyn til vores børn med særlige behov, i forbindelse med planlægningen af denne tur, siger Jan Grimstrup, der er forælder til en 9-årig dreng på Special Center Vest, der er en afdeling af Ringkøbing Skole.

Skolen skal tage imod hjælp

Forældrene har selv tilbudt at tage med som støtte. Børnepsykolog Finn Godrim undrer sig over, at der ikke kan findes en løsning.

- Man kan ikke lykkes med inklusionsopgaver ved at tage udgangspunkt i deres vanskeligheder og særlige behov. Der er brug for at omgivelserne omkring børnene bruger deres kreativitet, hjælper hinanden med at udforme turen, så alle kan få udbytte. Forældrene har for mig at se rakt en hånd frem. Den hånd skal skolen tage imod, ellers kan forældrene også føle sig ekskluderet, siger Finn Godrim.

Borgmester: Kender ikke sagen

Ringkøbing-Skjerns borgmester Iver Enevoldsen(V) ville torsdag ikke kommentere sagen, da han ifølge ham selv ikke kender til den. Formand for børne- og familieudvalget Lennart Qvist(V) vendte heller ikke tilbage på vores henvendelser.

Niels Rasmussen vil gå langt for at få alle børn med på turen.

-  Det må vi tage op politisk og sige, at de børn skal simpelthen med på den her tur. Så må vi tage imod den hjælp, vi får fra forældrene. Skal der ekstra personale med, så må vi levere det, siger Niels Rasmussen.

2:13
Niels Rasmussen fra SF vil sikre, at ADHD-børnene får den støtte der skal til for at klare skoleudflugt til København