Ringkøbing Håndbold på indkøb i TTH

Højrefløjen Mille Hundahl skifter fra Team Tvis Holstebro til Ringkøbing Håndbold på en toårig aftale.

220414Hundahl.jpg

Der var særligt én på tilskuerpladserne til sæsonafslutningen i ROFI-Centret, der havde lige så meget på spil som ligapigerne på banen.

Mille Hundahl var nemlig blandt tilskuerne til oprykningskampen mellem Ringkøbing Håndbold og Ajax, og hun kunne se sin nye klub tjekke ind i ligaen for den kommende sæson.

23-årige Mille Hundahl er højre fløj, og hun skifter fra Team Tvis Holstebro til Ringkøbing Håndbold på en toårig aftale. Pigen med rødder i Thisted har de seneste sæsoner spillet i Team Tvis Holstebro samt Skive fH.

- Det var lidt nervepirrende at se kampen, men jeg var en rigtig glad pige, da Ringkøbing Håndbold sikrede sig ligapladsen. Der var en super fed stemning i hallen, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af klubben og mærke den store opbakning, siger Mille Hundahl.

Den toårige aftale er en ændring i forhold til de seneste sæsoner. Her har hun været i Team Tvis Holstebro, i Skive fH og tilbage i Team Tvis Holstebro.

Nu ser hun frem til at få mere ro på klubskifterne.

- Der er en stor usikkerhed, når man kun tænker én sæson frem, så jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg kun skal tænke på Ringkøbing Håndbold de næste to sæsoner. Der er tillid til mig, jeg tror på, jeg kan få meget spilletid, og så har jeg en forventning om, at Allan Heine kan være med til at præge min udvikling i en god retning, siger Mille Hundahl.

Den udfordring er cheftræneren klar til at tage imod.

- Mille kommer med meget ligaerfaring ikke mindst fra sit ophold i Skive, hvor hun virkelig skilte sig ud. Hun er en fysisk stærk og hurtig pige, som kan komme med noget ekstra til vores unge trup, og hun vil helt sikkert være med til at styrke vores højre side, siger Allan Heine.

Med den nye aftale har Ringkøbing Håndbold 13 spillere på kontrakt for den kommende sæson.