Retssag om ulvedrab udsat på ubestemt tid

En DNA-analyse skal slå fast, om den dræbte ulv fra Vestjylland var en hybrid-ulv eller ej.

Mourits Troldtofts forsvarsadvokat, Jan Schneider, mener, det er vigtigt, at sagen om ulvedrabet bliver behandlet yderst grundigt.
Mourits Troldtofts forsvarsadvokat, Jan Schneider, mener, det er vigtigt, at sagen om ulvedrabet bliver behandlet yderst grundigt.
Foto: Arkiv

Den mand, der sidste år skød og dræbte en ulv i Vestjylland, skulle i næste uge ha været for landsretten i Viborg. Men sagen er nu i stedet blevet udsat på ubestemt tid, fordi der nu skal laves en grundig DNA-undersøgelse af dyret.

- Statsadvokaten er enig i, at den her undersøgelse skal laves. Og man udsætter selvfølgelig ikke en sag af den her karakter og sætter gang i så kompliceret en undersøgelse, alene fordi man skal gøre forsvarene en tjeneste. Så der er realiteter i det, og det er meget væsentligt at få den undersøgelse lavet, siger Mourits Troldtofts forsvarsadvokat, Jan Schneider.

Den 66-årige Mourits Troldtoft blev i efteråret af byretten i Herning idømt 40 dages fængsel som blev gjort betinget på grund af hans dårlige helbred. Både han og anklagemyndigheden ankede dommen og sagen skal derfor i landsretten.

Forsvarsadvokat: - Sagen skal selvfølgelig behandles grundigt

Undervejs i sagen er der blevet sat spørgsmålstegn ved om den dræbte ulv var en ren ulv, eller om det var en såkaldt hybrid-ulv, som er en blanding af en ulv og en hund, og som ikke, på samme måde som den fredede ulv, er beskyttet af EU-lovgivningen.
Nu har Mourits Troldtofts forsvarsadvokat bedt om en fuldstændig DNA-analyse af den dræbte ulv.

- Det er selvfølgelig nødvendigt, at den her undersøgelse bliver lavet, så man kan komme fuldstændig til bunds. Det er den første sag af sin karakter I danmark, og så vidt jeg kan se faktisk I hele verden, hvor man tager stilling til de her problematikker, og den skal selvfølgelig behandles grundigt, siger forsvarsadvokat, Jan Schneider.